Må åbne mandag: Stilhed før stormen på aalborgensisk café
De nordjyske cafeer og restauranter havde i dag travlt med at gøre klar til åbningen mandag. Men det er ikke alle serveringssteder, der har valgt at byde gæsterne velkommen allerede den første dag, det ellers er tilladt.
Når klokken slår 9 mandag morgen, åbner Cafe Vi.2 i Aalborg for første gang i to en halv måned. Men det er langtfra alle cafeer og restauranter i landsdelen, som slår dørene op igen mandag.
På Cafe Vi.2 i Aalborg har der været travlt hele søndagen. Cafeens ansatte har været i gang med at skrubbe, skure, pudse og polere. For 10 uger uden en eneste kunde i cafeen har sat sit præg.
- Lige nu står den bare på hovedrengøring, konstaterer Jeanett Jørgensen, indehaver af Cafe Vi.2, da TV2 Nord kigger forbi søndag ved middagstid.
Bardisk, borde, gulve, glas, spiritusflasker. Alt bliver rengjort, inden cafeen mandag atter må åbne for spisende gæster.
- Det er fantastisk og vi glæder os. Vi er blevet kimet ned, fortæller Jeanett Jørgensen.
Men selvom interessen fra kunderne er stor, er reservation af borde en af de ting, som ikke foreløbig er muligt på Cafe Vi.2. Samtidig er en del borde blevet fjernet i cafeen og særlige engangsmenukort er fra mandag en del af hverdagen.
- De er trykt på A3-ark og bliver smidt væk efter brug, forklarer Jeanett Jørgensen.
Trods den anderledes hverdag, som begynder mandag morgen, er de godt 20 ansatte på cafeen glade for endelig at kunne slå dørene op til mere end take-away-mad.
- På et døgn blev vi lavet om til en take-away-biks, og det er helt surrealistisk, at vi får lov til at lukke op i morgen, fortæller barchef på Cafe Vi.2, Pernille Andreasen, glædestrålende.
Frygter dårlige kundeoplevelser
Men hvor personalet på Cafe Vi.2 søndag havde travlt med forberedelserne til genåbningen, var der anderledes stille et par gader væk på den mexicanske gastropub, El Mariachi. Her har indehaver Claus Carstensen valgt fortsat at holde lukket.
- Fordi dem, som er vant til at komme på El Mariachi, savner den oplevelse, som de plejer at få, siger han.
Men oplevelsen, som gæsterne plejer at få, vil gå fløjten, hvis bardisken skal afskærmes med plexiglas og der også skal sættes plexiglas mellem siddepladserne i lokalet, mener Claus Carstensen. Derfor vil han hellere vente med at åbne end risikere, at gæsterne får en dårlig oplevelse. Også selvom han nærmest ikke kan vente med at komme i gang igen.
- Vi vil da sindssygt gerne åbne. Vi har jo savnet det helt vildt, og det gør vi stadigvæk, siger han.
Claus Carstensen håber indtil videre at kunne slå dørene til El Mariachi op igen, når næste genåbningsfase træder i kraft den 8. juni.