Minister vil kompensere for aflyste koncerter
Erhvervsminister Simon Kollerup (S) siger, at det er dejligt at se, at erhvervslivet hjælper til med at inddæmme risikoen for coronasmitte. Og at der nu skal kigges på, hvordan eksempelvis koncertarrangører kan kompenseres.
Erhvervsminister Simon Kollerup (S) vil kigge på en model for, hvordan arrangørerne kan kompenseres, når de mister penge på at aflyse arrangementer med mere end 1000 publikummer.
Erhvervsminister Simon Kollerup (S) siger nu, at der er hjælp på vej til de arrangører, der mister billetindtægter - som følge af, at myndighederne i går opfordrede netop arrangører af begivenheder for over 1000 mennesker til enten af udskyde eller aflyse planlagt events i marts måned - for at begrænse risikoen for coronasmitte.
- Det er rigtig godt at se, at erhvervslivet i Danmark rykker med for at være med til at løse en svær situation, som corona-situationen er lige nu, og dermed også er med til at aflyse nogle af de store begivenheder, hvor smitterisikoen alt andet lige er større, siger Simon Kollerup.
AKKC mister en million i denne weekend
I går aftes måtte Aalborg Kongres og Kultur Center begrænse antallet af gæster til to standup-shows for at komme under 1000 publikummer. Her til aften er en Sweet og en Slade-koncert med op til 3000 gæster helt aflyst. Direktør for Aalborg Kongres og Kultur Center Nikolaj Holm står alene efter denne weekend tilbage med et tab på op mod en million kroner.
- Vi ved godt fra regeringens side, at når man gør sådan noget, så mister man også billetindtægter som arrangør. Og det er derfor, vi siger meget klart i dag, at vi gerne vil være med til at drøfte muligheden for at se på en kompensationsordning af en eller anden art, som kan hjælpe folk så skånsomt som muligt igennem det her, siger Simon Kollerup.