Nørhalne Cup 2020 aflyses

Nørhalne Cup er nødt til at aflyse året stævne, hvor 10.000-12.000 deltagere skulle have været samlet 21. til 23. maj.

Fremad Nørhalne er på grund af covid-19 nødt til at aflyse årets udgave af den internationale ungdomsturnering i fodbold, Nørhalne Cup, som skulle have fundet sted 21. til 23. maj 2020.

- Vi er meget kede af, at vi må aflyse og beklager overfor vores samarbejdspartnere og ikke mindst de mange glade fodboldspillere, som havde set frem til at skulle deltage i vores turnering, siger Cup Manager Per Jeppesen i en pressemeddelelse.

Med ansvaret for sundheden for de 1.800 medhjælpere samt 10.000-12.000 deltagere i Nørhalne Cup er der ingen anden løsning.

- Vi tager selvfølgelig myndighedernes anvisninger alvorlig, og det ser desværre ikke ud til, at covid-19 er ovre, når vi rammer starten på vores cup 20. maj, hvor de første gæster skulle ankomme, siger Per Jeppesen.

Fremad Nørhalne er yderst bevidst om, at en aflysning har en økonomisk betydning for de 12 samarbejdsklubber samt for handelslivet i området, når op til 12.000 spillere, trænere, ledere og forældre ikke besøger Jammerbugt Kommune og Aalborg Kommune i Kr. Himmelfartsferien.

Per Jeppesen fortæller, at Nørhalne Cup i 2021 spilles fra 13. til 15. maj.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland