Overblik: Incidenstal fordoblet i Frederikshavn på syv dage

Onsdagens opgørelse fra Statens Serum Institut viser, at otte nordjyske kommuner har et incidenstal over myndighedernes bekymringsgrænse. Enkelte steder er smitten stigende, men i flere nordjyske kommuner er smittetallet faldende. Det gælder også sundhedspersonalet i Region Nordjylland.

Smitten vokser enkelte steder i Nordjylland, mens der i flere kommuner er registreret fald. I alt ligger otte kommuner over sundhedsmyndighedernes bekymringsgrænse på 20 smittede per 100.000 indbyggere.

Disse nordjyske kommuner har  over 20 smittede per 100.000

Læsø: 112

Frederikshavn: 84

Aalborg: 58

Hjørring: 58

Brønderslev: 30

Rebild: 30

Mariagerfjord: 29

Jammerbugt: 26

 

Kilde: Statens Serum Institut 30. september 2020

Stigning i Frederikshavn og Hjørring

I Frederikshavn Kommune er incidenstallet fordoblet på syv dage. Onsdag ligger incidenstallet på 84 smittede per 100.000 indbyggere.

Hos nabokommunen Hjørring er der registereret yderligere to smittetilfælde. På uddannelsesstedet FGU Hjørring oplyser man, at én elev er konstateret smittet med coronavirus.

Her falder tallene

Smitten er fortsat faldende i både Aalborg og Brønderslev Kommune. Særligt Dronninglund i Brønderslev Kommune har været ramt af covid-19-tilfælde løbet af september, men incidenstallet for kommunen falder dagligt, og onsdag er der ikke registereret nye smittetilfælde. Det samme gælder i Aalborg Kommune.

I den forgangne uge er der i Aalborg konstateret fem nye smittede med coronavirus på uddannelsesinstitutionen UCN. Flere hold er hjemsendte - heriblandt 75 studerende fra et semester på fysioterapeutuddannelsen. Både studerende og undervisere er efter sundhedsmyndighedernes retningslinjer sendt til test, og undervisningen for de berørte hold foregår online, oplyser UCN til TV2 Nord.

Færre smittede blandt sundhedspersonale

Tallene for indlagte ligger fortsat på 12, hvoraf fire er indlagte på intensiv. Tallet for smittet sundhedspersonale er faldende fra 24 mandag til 18 onsdag.

Mandag kunne Regionshospitalet Nordjylland i Hjørring meddele, at smitteudbruddet på sygehuset er under kontrol.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland