Så skete det: Læsø er ramt af coronavirus
Så gik den ikke længere. Læsø er nu kommet på kortet, hvor der er coronavirus
For første gang, siden coronapandemien begyndte for godt et halvt år siden, er der nu konstateret corona-smitte i landets mindste kommune, Læsø.
Der er tale om en person, der er konstateret smittet med Covid-19. Læsø Kommune holder i morgen mandag kriseberedskabsmøde om situationen, som øens kommunaldirektør Peter Pietras dog foreløbig tager med ophøjet ro.
- Det er selvfølgelig ærgerligt, men det er jo næsten ikke til at undgå, når man kigger på Danmarkskortet i øjeblikket. Der er tale om et tilfælde, som er opsporet, og nu må vi tage bestik af situationen, siger Peter Pietras.
Han tilføjer, at man på øen i løbet af sommeren troede, at Læsø ville blive ramt af corona, idet der var flere end 100.000 turister på øen, og kommunen var ifølge kommunaldirektøren allerede da forberedt på, at der kunne ske smitte.
- Det er utroligt, at det ikke er sket tidligere. Vi har længe kørt med ret stramme foranstaltninger, og det har vi kunnet gøre, fordi vi er en lille kommune, og vi bor spredt herover. Selvfølgelig kan man altid gøre mere, og det er nu det, vi må prøve at forholde os til , siger Peter Pietras, der blev orienteret om smitten lørdag af sundhedsmyndighederne.
Der er ifølge kommunaldirektøren tale om en smittet person, der ikke arbejder på hverken plejehjem, skole eller børnehave på øen.