Så skete det: Norge fraråder rejser til Danmark

Nordmænd skal nu 10 dage i karantæne efter rejser til Danmark.

Det norske udenrigsministerium fraråder nu rejser til Danmark på grund af det stigenede antal smittede med coronavirus.

Det skriver NRK.

Ministeriet fraråder alle rejser, som ikke er nødvendige til Sjælland og Nordjylland. Alle rejsende, som kommer til Norge fra og med midnat natten til lørdag den 19. september skal i 10 dages karantæne, oplyser ministeriet på sin hjemmeside.

Det er det stigende antal smittede i Danmark - 453 blev konstateret smittede det seneste døgn, og 18 er indlagt - der er grunden til, at Norge nu strammer op.

Økonomisk stormvejr på vej

Dermed bliver en del nordjyske brancher ramt af et formodet meget lavere antal turister, der var ventet at besøge Nordjylland i efterårsferien. 

Også færgeselskaberne Color Line og Fjord Line kommer til at mærke konsekvenserne. 

For nyligt meddelte Fjord Line, at man er så hårdt ramt af coronakrisen, at man varsler fyringer. Færgeselskabet, der sejler fra Hirtshals til Norge, vurderer, at cirka 200 vil blive opsagt og forbereder sig på en fremtid med yderligere besparelser.

- Tal fra perioden marts til august i år viser, at selskabet har været hårdt ramt med en nedgang i lønsomhed sammenlignet med 2019 på hele 80 procent. Bookingerne er nu kun en brøkdel af det vi normalt har på dette tidspunkt. Nu forbereder vi os på, at det kan tage lang tid før vi er tilbage til normal drift, sagde Rickard Ternblom, der er CEO i Fjord Line, forleden. 

Med de nye stramninger ser det ud til, at det har lange udsigter for Color Line og andre virksomheder, der er afhængige af de norske rejsende og turister, at økonomien får et nøk opad. 

Opdateres...

 


Seneste nyt

fra Nordjylland