Skoleleder i åbent brev til statsminister: Lad de store børn komme i skole - de lider i isolationen
Foto: Jens Nørgaard Larsen / Ritzau Scanpix
De store elever bliver syge af ensomheden og isolationen. Derfor vil skoleleder have de store elever tilbage på skolen, og han har nu skrevet åbent brev til statsministeren.
Skoleleder Klaus Lundsgaard fra Hjørring Private Realskol frygter for sine elevers mentale helbred. Derfor har han skrevet et åbent brev til statsminister Mette Frederiksen.
Det er nedslående meldinger, som en bekymret skoleleder på Hjørring Private Realskole får fra lærere og elever til elever i de store klasser.
- Afsavnet, isolationen og ensomheden gør børnene syge. Det er på tide, at de store elever kommer tilbage i skole igen, siger Klaus Lundsgaard.
Lærer ikke nok
Den månedlange hjemsendelse og fjernundervisning begynder at gøre ondt på hans elever.
- Vi hører fra forældre og lærere, at mange elever begynder at blive klemt. De sidder alene hjemme dag efter dag uden socialt samvær, og afskærmningen går ud over deres trivsel, lyder det nedslående fra skolelederen.
Rent fagligt giver undervisning via computer eller iPad også uheldige udfordringer.
- De lærer ikke det, de skal.
Han mener derfor, at det er på tide, at man på de skoler, hvor man kan skabe afstand nok mellem eleverne, lader eleverne komme tilbage, hvor de normalt har deres primære kontakt med andre børn og voksne.
- Mentalt er det meget hårdt for eleverne. Normalt kan lærerne jo stikke en finger i jorden, når de træder ind i en klasse og fornemme, hvordan eleverne har det. Det kan ikke lade sig gøre via en computer eller iPad.
På skolen i Hjørring har det allerede fået alvorlige konsekvenser for nogle af eleverne.
- Forældre er begyndt at melde børnene syge eller fritage dem fra undervisningen - og vi har sågar været nødt til at sende nogle elever ud i praktik i virksomheder, fordi de tackler ensomheden skidt.
Og det er ikke kun de svage elever, der bliver ramt. Det gælder også de fagligt dygtige elever, understreger han.
Han håber derfor, at han med det åbne brev til statsminister Mette Frederiksen kan skubbe lidt den debat, der kører på Christiansborg om, at man bør åbne mere op de steder, hvor smittetrykket er lavt.
- En skole er et sted, man kommer hen for at lære noget, men der er også masser af trivsel og andet, der sker på skolen – den del mangler vi og har ikke fat i, som vi plejer at have, og det er jeg bekymret for, siger Klaus Lundsgaard, skoleleder på Hjørring Private Realskole.
Læs hele hans åbne brev til statsministeren herunder.