Skyland-gæster kan blive corona-testet i mobilt testcenter

To gange i de kommende uger stiller Region Nordjylland den mobile corona-testklinik op i Øster Hurup.

De 1000 deltagere på Skyland Beach Camp, der begyndte søndag, kan slutte deres ophold i Øster Hurup af med en test for coronavirus.

Det mobile testcenter, der kører rundt i hele Nordjylland og tilbyder tests til både nordjyder og turister fra nær og fjern at blive testet, lægger nemlig vejen forbi Øster Hurup i både denne og næste uge.

Første besøg i Øster Hurup bliver torsdag i denne uge fra klokken 9 til klokken 15 hvor testcenteret stiller op ved Øster Hurup Multihus, små tre kilometer fra Kattegat Strand Camping hvor Skyland Beach Camp finder sted.

Festival blev til campingferie

Skyland Beach Camp er en "plan b" som blev en realitet da coronapandemien satte en stopper for alle større festivaler - og dermed også den festival Skyland havde i støbeskeen til denne sommer.

Skyland Beach Camp blev erstatningen som godt kan løbe af stablen med masser af forholdsregler i forhold til afstand og forsamlingsforbud. Det 21 hektar store område er blandt andet blevet delt op i felter med højst 50 camp-deltagere i hvert felt.

I denne uge løber første udgave af Skyland Beach Camp så af stablen med omkring 1000 deltagere, og i næste uge gentages arrangementet med op mod 1500 gæster. Her planlægger arrangørerne at tage endnu et område af campingpladsen i brug, så man fortsat kan overholde de gældende regler og retningslinjer.

Test uden tidsbestilling

Og alle deltagerne får altså mulighed for at slutte deres ferie i den nordjyske kystby af med en coronatest. Det er ikke nødvendigt at bestille tid til en test - man tropper bare op. Vel at mærke hvis man er helt fri for symptomer på sygdom.

Og den mulighed synes Bjørn Nikolaj Lund Pedersen, der er en af arrangørerne bag Skyland Beach Camp, at deltagerne skal benytte sig af:

- Det er helt klart noget, vi vil opfordre deltagerne til at gøre brug af.

- Det er en måde vi kan få undersøgt, om der er smittespredning på vores festival, og hvis det er tilfældet må vi gå på knæ og sige undskyld - og hvis ikke kan vi få bevis for det vi arbejder efter; at man godt kan afholde arrangementer som vores på en sikker måde, siger arrangøren inden han retorisk stiller spørgsmålet:

- Kan de også teste for tømmermænd? For det er klart den værste sygdom hernede lige nu.

Her kan du blive corona-testet

Det mobile testcenter lægger vejen forbi Øster Hurup i denne og næste uge. Ved begge besøg stiller testcenteret op ved Øster Hurup Multihus på Langerimsvej 7 i Øster Hurup - små tre kilometer fra Skyland Beach Camp.

 

Testcenteret er i Øster Hurup:

2. juli fra klokken 9 til klokken 15

10. juli fra klokken 9 til klokken 15

 

Du kan se, hvornår det mobile testcenter stiller op i nærheden af dig på denne hjemmeside

Politi måtte træde til på dag 1

Nordjyllands Politi har sagt god for at Skyland Beach Camp, selvom der er over 1000 deltagere, kan gennemføres. Blandt andet fordi Kattegat Strand Camping, hvor Skyland afholdes, er delt op i mange små felter, så forsamlingsforbuddet ikke overtrædes.

Alligevel måtte ordensmagten søndag, på åbningsdagen, træde til og opløse en folkemængde, der stod for tæt. Det var i forbindelse med åbningsceremonien, hvor der var fyrværkeri og bål i begge ender af pladsen.

- Så det bliver sidste gang, man kommer til at se det i løbet af denne uge. Men der åbner en ny lejr 5. juli, og der ændrer vi på ceremonien. Vi lærer hele tiden her, sagde Bjørn Nikolaj Lund Pedersen mandag til TV 2.

Og Nordjyllands Politi har også fortsat tillid til, at Skyland kan gennemføres indenfor de rammer corona-situationen dikterer - og er til stede ved arrangementet, når det påkræves:

- Vi er til stede på de tidspunkter, hvor der kan være en risiko for, at folk har svært ved at overholde retningslinjerne. Og hvis vi observerer noget, siger vi det videre til ejeren af campingpladsen, som sørger for, at folk spreder sig, sagde vicepolitiinspektør Poul Severinsen mandag til TV 2.

VIDEO: TV2 Nord besøgte mandag Skyland Beach Camp i Øster Hurup hvor omkring 1000 unge mennesker er samlet. Se indslaget her.

 

Seneste nyt

fra Nordjylland