Stadig tomme stole: Eleverne kommer først tilbage tirsdag

På Farsø Skole er det først tirsdag morgen, at 5.-8. klasserne vender tilbage. Lærerne er glade for at have fået en ekstra dag til at forberede elevernes tilbagevenden.

På Farsø Skole havde lærerne i 5.-8. klasse egentlig forberedt sig på en hel måneds virtuel undervisning, men i fredags måtte de lave planerne om. Med regeringens udmelding om, at nogle af restriktionerne blev lempet i de syv nedlukkede nordjyske kommuner, skulle de pludselig omstille sig til at skulle modtage eleverne igen mandag morgen.

Men mandag er der stadig halvtomt på skolen i Farsø. Vesthimmerlands Kommune var nemlig hurtige til at give skolerne besked om, at de gerne måtte bruge en ekstra dag på at forberede sig til elevernes tilbagevenden, og det har de taget imod med kyshånd i Farsø.

- Vi kunne godt have været klar, men det havde været mere kaotisk, og jeg tror ikke, at det er det, børnene har brug for. Vi kunne også have været nødt til at indkalde personalet i weekenden, og de har altså været igennem en masse omvæltninger allerede, så jeg er glad for, at kommunens direktion meldte ud, at vi gerne måtte vente til tirsdag, siger Anders Myrup Rasmussen, som er viceskoleleder på Farsø Skole.

quote En skole uden elever er jo ikke en skole. Det er tomt, når de ikke er her, og det med at have en halv skole, er ikke noget, vi er glade for. Det

Anders Myrup Rasmussen, viceskoleleder, Farsø Skole

Sådan har lærerne det også. For selv om de efter en uges fjernundervisning ser frem til at se børnene, har det været godt at have en ekstra dag til at omstille sig på en ny hverdag - endnu engang.

- Jeg er rigtig glad for, at vi får mulighed for at kunne planlægge og tilrette og se på, hvor der er muligheder for at vi kan gøre det så lidt anderledes for dem som muligt. For det er jo svært for dem at være i, og vi skal sørge for, at de får det bedst muligt, når de kommer retur, siger Pernille Bundgaard, som den seneste uge både har haft fysisk undervisning med sin 9. klasse og samtidig har undervist 7. klasse virtuelt.

Logistik, logistik, logistik

Nogle lærere har mandag haft en stor opgave med at forberede sig på den fysiske undervisning, mens det for andre mest har været logistikken, der har givet grå hår mandag.

- Vi havde jo planlagt ugen på forhånd, og jeg har heldigvis kunne genbruge det materiale, som jeg havde tænkt, at mine elever skulle sidde med hjemme. Det kan de godt sidde med heroppe. Men der er mange praktiske ting i forhold til, hvordan vi skal fordele os rundt omkring og hvor mange vi må være i klasserne, fortæller Tanja Soelberg, som glæder sig til at se sine elever fra 6. klasse igen.

Et af de kreative greb, lærerne har måttet tage i brug er i forhold til undervisningen i HDS (håndarbejde-design-sløjd). Det er et fag, hvor man normalt samler flere klasser til undervisningen, og det er ikke muligt, mens restriktionerne gælder. Derfor er der pakket en krea-pose til hver elev, hvor der er materialer til blandt andet juledekorationer, filtning og flettede julestjerner. Dermed bliver fredag hjemmedag for eleverne, som kan bruge halvdelen af skoledagen på at arbejde med de kreative projekter, mens resten af dagen kommer til at byde på virtuel undervisning.

Glæder sig til mere normal skoledag

Men selv om skoleskemaet på den måde fortsat byder på lidt hjemmetid for eleverne, så bliver tirsdag trods alt en glædens dag på Farsø Skole.

- Det er jo dejligt. En skole uden elever er jo ikke en skole. Det er tomt, når de ikke er her, og det med at have en halv skole, er ikke noget, vi er glade for. Det bliver dejligt, men det bliver også udfordrende, for der er stadig en del ting, som vi ikke kan gennemføre som vanligt, siger viceskoleleder Anders Myrup Rasmussen.

I et år, hvor corona har betydet at både lærere og elever flere gange har skulle omstille sig, leve under restriktioner og gennemføre alt andet end normal undervisning, har en uge med fjernundervisning da også bare været et bump på vejen. Selv om de fra tirsdag morgen møder ind til afstandskrav, måske et andet og større klasselokale og forbud mod at blande sig med parallelklassen, er glæden over at kunne ses fysisk igen da også det, der fylder mest.

- Vi har skullet omstille os rimeligt hurtigt, fordi de kun har været hjemme i en uge, men vi glæder os bare til at se dem igen. Jeg er sikker på, at jeg møder nogle glade børn i morgen. De finder hurtigt ud af, hvor kedeligt det er at sidde derhjemme og lave fjernundervisning, så jeg er sikker på, at de er glade, når de kommer, siger Pernille Bundgaard.

Mens mange nordjyske skoleelever altså har indtaget klasselokalerne allerede fra mandag, er der i flere kommuner skoler, der bruger mandagen på forberedelse og først tager imod eleverne tirsdag.


Seneste nyt

fra Nordjylland