Trods dystre udsigter skimter campingpladserne gode tider
Udsigten til svære vilkår for ferie i udlandet har fået efterspørgslen på en plads til campingvognen til at eksplodere.
Som det er tilfældet i mange andre brancher har coronakrisen fået campingpladserne rundt om i Nordjylland til at frygte et 2020, der skulle gå over i historien som det ringeste i mands minde.
Men efter en pinse med udsolgte pladser flere steder i landsdelen kan man nu pludselig ånde lettet op og tr på gode tider fremfor dårlige.
I Nordjylland melder branchen faktisk om en stigning i efterspørgslen på helt vilde 200 procent.
- Vi er nok 60 procent foran på nuværende tidspunkt og det er altså ret unikt, fortæller Kurt Trynskov, ejer af Aabo Camping i Tversted, til TV2 Nord.
Mange danskere på pladserne
Og det er ikke kun i Tversted optimismen spirer - sammenslutningen for hele camping- og outdoorbranchen bekræfter tendensen.
- Det er i rigtig høj grad danskere vi ser booke ind på sommerferien, og det er vi naturligvis rigtig glade for, siger Karsten Jepsen, der er bestyrelsesmedlem i Danmarks Camping- og Outdoorbranche.
Kurt Brynskov har sjældent set noget lignende i de 48 år han har drevet Aabo Camping. Det nærmeste han kommer det, der sker lige nu, var i 1992 - under kartoffelkuren.
- Der var stopfyldt i en måned. Men det har vi altså ikke oplevet siden, lyder det fra Kurt Brynskov, der håber den nuværende situation kan få flere til at få øjnene op for campinglivet i Danmark - også næste år.
- Hvis de får en god oplevelse og ungerne falder til, så tror jeg da ikke det er så vanskeligt at få dem til at komme tilbage, siger Kurt Trynskov.