Nyt i klasselokalet: Studerende har mundbind på
De studerende på UCNs to uddannelsessteder på Hobrovej og Sofiendalsvej i Aalborg mødte mandag morgen ind til en ny virkelighed. I de situationer, hvor det ikke er muligt for dem at være mindst en meter fra hinanden, skal de nemlig i den kommende tid bære mundbind eller visir i skolen for at undgå spredning af corona-smitte. Video: Per Frank Paulsen
De studerende på UCNs to uddannelsessteder på Hobrovej og Sofiendalsvej i Aalborg mødte mandag morgen ind til en ny virkelighed. I de situationer, hvor det ikke er muligt for dem at være mindst en meter fra hinanden, skal de nemlig i den kommende tid bære mundbind eller visir i skolen for at undgå spredning af corona-smitte.
- Det er ikke en løsning, som vi er begejstret for, men i forhold til de alternativer der var, så var det simpelthen den løsning, som vi fandt bedst, sagde rektor for UCN’s rektorat Lene Augusta Jørgensen, da de nye tiltag blev meldt ud.
Alternativet til, at de studerende bærer mundbind ville være mere digital undervisning, og det har man fra UCNs side ikke ønsket.
Erfaringen fra foråret fortæller i følge rektoren, at det ikke er fordelagtigt, hvis al undervisning foregår hjemmefra, ligesom det heller ikke er ideelt for nye tilflyttere til byen.
Indtil nu har det været muligt at undervise de studerende på hold. Hvis et hold var sammen hele dagen, så måtte man gerne fravige afstandskravet. Men de seneste retningslinjer betyder, at det kun er muligt i kortere perioder.
Beslutningen om at indføre mundbind har ledelsen i følge rektor Lene Augusta Jørgensen, taget i løbende kontakt med de studerende.
UCN stiller foreløbigt mundbind til rådighed indtil den 1. december.