Det er sikkert i den bedste mening, at man nærmest kun lige akkurat får lov til at fordøje anden fra juleaften og kransekagen en uge senere, inden ens arbejdsplads straks står klar med velmenende råd om kost, motion og sundhed.

Personligt har jeg dog efterhånden udviklet en vis skepsis over for sådanne sundhedsråd.

En generation imellem mig og min krop

Da jeg sidst lod mig overtale til at få foretaget det, der på nudansk hedder en body-age-måling, blev det afsløret, at der åbenbart er tæt på at være en generation imellem mig og min krop. Og det til trods for, at jeg faktisk går friske ture i det åbne land flere gange om ugen.

Særligt her ved årsskiftet er der sædvanen tro et nærmest hysterisk fokus på at opnå en sund krop ovenpå juleanden og nytårsmenuen. Men der er for mig en sær ubalance i så ensidigt at fokusere på en sund krop, når mange tilsyneladende samtidig nærmest helt ignorerer at sørge for sjælen.

Visnet dannelse?

Filosoffen John Stuart Mill skrev tilbage i 1871; ”næst efter selviskhed er mangel på åndelig dannelse hovedårsag til utilfredshed med livet”. Så hvad nytter det, at kroppen strutter af sundhed, hvis den åndelige dannelse er visnet hen eller måske helt fraværende?

Det ret ensidige fokus på kropslig sundhed kommer i særdeleshed til udtryk i de mange nytårsforsætter, som også mange nordjyder stiller op for sig selv. Har jeg ikke ret?

Det handler jo typisk om at holde op med at ryge, om at dyrke mere motion, om at spise mindre slik og om at drikke mindre rødvin. Intentionerne er der bestemt intet i vejen med. Fred være med dem, der vil drikke mindre rødvin.

Jeg ønsker jer al mulig held og lykke med projektet. Men hvor ville det dog være befriende, hvis flere turde have nytårsforsætter, der ikke alene handlede om kropslig sundhed, men også gav et vitamintilskud og lidt åndelig kapital til sjælen.

Personligt vil jeg da meget hellere høre om mennesker, der har sat sig for at gøre noget ved ensomhed blandt mennesker i lokalsamfundet, eller som har påtaget sig et ansvar for at tage godt imod de fremmede, som kommer til vores landsdel, frem for at høre om endnu et maratonløb af den brutale slags.

Marathonløb mod det gode liv?

Uanset om vi jagter den perfekte krop, eller om vi forsøger at sørge for både krop og sjæl, så tror jeg i bund og grund, at vores jagt handler om det samme. Jeg tror, det handler om jagten på det gode liv.

Jeg er bare ikke overbevist om, at det gode liv altid venter for enden af et maratonløb. Selvfølgelig giver motion en følelse af velvære her og nu, men på det mere eksistentielle plan tror jeg ikke, at følelsen stikker særlig dybt. Der skal andet og mere til.

Tilbage til John Stuart Mill, der om det gode liv skrev, at det ikke er; ”et liv i ekstase, men øjeblikke af ekstase i et liv sammensat af få og forbigående smerter og mange varige glæder […], og hvor grundlaget for det hele er ikke at forvente mere af livet, end det kan opfylde.”

Det hurtige lykke-fix

Hvis vi i højere grad formår at sørge for ikke alene vores kropslige sundhed - men i lige så høj grad for vores sjæl og åndelige dannelse, er jeg overbevist om, at vi er på sporet af både varige glæder og det gode liv. Det kan godt være, at det gode liv ikke er et perfekt liv i sundhedsapostlenes optik, men i længden tror jeg på, at vi opnår en større tilfredshed med livet, hvis vi ikke alene løber efter det hurtige lykke-fix og den flygtige fornemmelse af velvære, men i stedet tillader os selv tid til fordybelse, eftertanke og åndelig dannelse.

Hellere en dannet sjæl i en farkrop end en forarmet sjæl med gode ben og en sixpack.

Godt nytår!