BLOG: Hvornår er nok – nok?
Foto: Mick Anderson
Leder af NIbe Festival, Peter Møller Madsen, blogger på TV2Nord.dk.
Peter Møller Madsen er træt af reklamer for spil og online kasinoer. Han mener, det er usmageligt at opfordre til den slags.
Jeg orker efterhånden ikke at tænde for de reklamefinansierede kanaler. Ikke fordi der ikke bliver lavet godt TV her, for det gør der. Nej, udelukkende fordi reklameblokkene er stopfyldt med reklamer, som opfordrer unge og gamle til spil. Det er usmageligt.
Jeg har længe fået kvalme over reklamerne fra Spilnu.dk. Har tænkt, om de i det mindste ikke kunne finde nogle bedre skuespillere til karaktererne Glenn, Oliver, Henrik og alle de andre, som gang på gang leverer en god gang plastikperformance. Nu siger rygterne så, at de ikke er skuespillere; det er faktisk rigtige spillere, som – vil jeg påstå - har til formål at fortælle, hvor fantastisk ludomanens verden er.
John Mogensen må vende sig i graven
Jeg har talt til ti utroligt mange gange, men nu er nok altså nok. Nu er folkelige og for længst afdøde John Mogensen pludselig blevet spydspids for Danske Spil.
Tv-reklamerne med en animeret klaverboksende Mogensen skal sætte ’fut i fejemøget’ hos landets kommende eller nuværende ludomaner. En ludomani, som i værste fald vil vare ved, så længe de lever.
Gad vide, hvad John Mogensen ville sige, hvis han var klar over, at han var blevet kommercialiseret og nu skulle knokle ved klaveret for at skabe endnu større indtægter til Danske Spils Kasino-automat.
Og nu jeg er i gang: Hvad pokker laver Brian Laudrup i Unibet-reklamerne?
Skal jeg feje for egen dør?
Og ja, mange af jer vil nok tænke: ”Kan ham Peter Møller Madsen ikke lige feje for egen dør. Han er trods alt festivalleder på en festival, som hiver indtægter hjem på at sælge f.eks. øl og spiritus. Er det meget bedre?”
Det må I selv vurdere. I Nibe ser vi sådan på det, at det vigtigste for os er at skabe rum til oplevelse og samvær, rum til fællesskab og glæde, rum til overraskelser og til at skabe relationer – med eller uden øl. Jeg tror ikke, at de førnævnte Tv-reklamers formål går i samme retning.
Nok er nok!
Min opfordring må her på falderebet gå til politikerne. Få nu lavet det indgreb, som kan sætte en stopper for de her kampagners fokuserede fremmelse af ludomanien. Jeg synes altså, at nok er nok!
OM BLOGGEREN
Han er født og opvokset i Nibe. Efter små 15 år i Aalborgs midtby flyttede han sammen med hustruen Hanne og børnene Malthe og Thilde tilbage til fødebyen.
Peter Møller Madsen er oprindeligt socialpædagog og har bl.a. arbejdet på gadeplan og som projektleder for et integrationsprojekt på Fritidscentret Fri-Stedet.