BLOG: Kan coronavirus ramme Nordjylland?
Foto: Mick Knive Anderson
Tonny Thorup er erhvervschef i Aalborg Kommune og blogger for TV2 Nord.
Coronavirussen har sat tankerne i gang ved Tonny Skovsted Thorup, der er erhvervsdirektør i Aalborg Kommune.
Nu var vi blevet vant til at høre om handelskrig mellem USA og Kina og havde næsten vænnet os til eskapaderne. Så helt ud af det blå taler alle om coronavirus fra en provins og en storby i Kina, som ingen sikkert har hørt om før.
Mennesker dør, og virussen ser ud til at være ubehageligt smitsom og har allerede spredt sig til andre lande.
Hvordan i alverden kan det betyde noget for os i Nordjylland, kan man jo spørge sig selv.
Det minder os vel om, at verden er stor og lille på samme tid. At livet er skrøbeligt. Ja, det minder os også om, at vi har en global og åben økonomi, så ting som intet har med os at gøre….. lige pludselig får noget med os at gøre.
Nogle af vores store virksomheder som Desmi, Aalborg Portland, Alfa Laval og Migatronic har mange aktiviteter i Kina, hvor både aktiviteter og mennesker hurtigt bliver påvirket. I første omgang på kort sigt.
Pludselig stopper flyselskaber med at flyve ind og ud af Kina. Det rammer naturligvis turismen ud og ind af Kina, både privatturismen og den erhvervsmæssige del. Men det udsætter også salgsmøder, forhandlinger og besøg, som kunne lede til samhandel og aktiviteter. Det rammer underleverandører, og det kan lige pludselig betyde, at varer ikke bliver sendt og dermed kommer til at mangle - både her i Danmark og ude i verden.
Da vi i 2003 havde SARS-epidemien, havde det store konsekvenser. På det tidspunkt udgjorde Kinas økonomi cirka seks procent af verdensøkonomien. I dag fylder den kinesiske økonomi omkring 20 procent og har stadig større og større betydning i Nordjylland og Danmark.
Aktiemarkeder har allerede reageret, fordi de hader den usikkerhed, som coronavirussen har skabt omkring udviklingen i kinesisk økonomi.
De næste dage og uger vil vise, om den kinesiske stat får inddæmmet virussen og dermed får dæmpet den store usikkerhed og slået virussen ned. Det bliver afgørende for hvilke konsekvenser, der vil være af coronavirussen, også i Nordjylland.
OM BLOGGEREN
Tonny Thorup er 47 år og bor i Aalborg efter i sin tid at være emigreret fra Vestjylland for at studere på Aalborg Universitet. Han er erhvervsdirektør hos BusinessAalborg, Aalborg Kommune og har gennem over 20 år arbejdet med at skabe vækst og jobs til nordjyderne. Tonnys personlige slogan er “Handling slår alt”, og han tilgår sit arbejde med passion og højt engagement og tror altid på ligefrem, åben og ærlig dialog. Han går meget op i håndbold og er ivrig træner på sønnikes U10-hold i Aalborg KFUM. Hører gerne Dizzy Mizz Lizzy, Carpark North eller Saveus alt imens Liverpool FC vinder fodboldkampen i tv.