For nogle år siden var der en politiker, der pludseligt oplevede sig selv som statsminister, lidt ligesom Jeppe i baronens seng. Straks lød det mod alle fire verdenshjørner fra tårnet på Christianborg: ”Vi er gået reformamok!”. Det var måske nok at oversælge den politiske vare en smule? Som jeg husker det, skete der ikke de helt store forandringer i den regerings tid, men mest en fortsættelse af det der allerede var i gang.

Reformer er vel ikke bare som de topstyrede ”forandringskolbøtter” mange offentlige institutioner med jævne mellemrum bliver udsat for. Typisk under anvendelse af hurtige organisationsændringer, som det mest synlige og ofte mindst nyttige værktøj?

En reform må være en forandring, som holder længe og gør det bestående bedre? Tænk blot på reformationen af kirken fra 1536. Den holder endnu – og mindre kan sikkert også gøre det. Jeg kan også godt komme i tanke om mere nutidige forandringer, hvor ordet ”reform” var passende. Jeg vil vove den påstand, at ”New Public Management”, som er blevet anvendt til destruktion af velfærdsstaten, er et godt eksempel. Måske det bedste for de nulevende generationer i vores land. Man kan være enig eller uenig i den politiske målsætning. Det er ikke så interessant i den her sammenhæng. Men at der er tale om en reformation af det samfund, vi alle sammen er en del af, kan ikke betvivles.

I 2014 fik vi en ”skolereform”. Nu har man så fundet ud af, at børnene generelt vist alligevel ikke er blevet bedre til at læse, skrive eller regne. Tænk jer – der findes sågar en kommune i vores land, hvor en fjerdedel af børnene ikke lærer at læse, skrive og regne, så de kan klare sig. Straks starter dagligdagens politiske mudderkastning. Lidt trivielt, men forudsigeligt. Før 2014 fik vi også med mindre mellemrum en ”skolereform”, og lur mig om ikke vi lige straks skal i gang igen. Lad det være min påstand, at sjældent er ordet ”reform” blevet misbrugt mere end om den politiske og bureaukratiske detailstyring, som vores folkeskole har været udsat for i meget lang tid. Jeg kan kun komme i tanke om AaB´s superligahold, der har været udsat for næsten lige så mange mandagstrænere som vores folkeskole.

Måske man skulle lade fagkundskaben komme til? Og det er ikke nødvendigvis politikerne, bureaukraterne, forældrene eller bedsteforældrene – mig selv inklusive. Og måske man skulle starte med noget så enkelt, som at kikke på om der er dygtige lærere nok? Om der er for mange børn i klasserne? Hvorfor både de svageste og de stærkeste elever mistrives? Og ikke mindst hvorfor tilsyneladende alle mistrives med de nærmest årlige ”reformer”? Og dermed også om ikke det meget banalt handler om, at vi enten allerede har sparet og detailstyret vores guldgås ihjel - eller er tæt på.

For det er vel stadig sådan, at også for os nordjyder afhænger vores vej ud af fattigdom og åndelig elendighed ene og alene af, hvor megen faglighed og hvor mange penge vi som danskere investerer i vores børns uddannelse?