DF-ordfører: - Vi støtter fortsat Egholm-linjen

I det nordjyske regionsråd er de fire medlemmer af Dansk Folkeparti ikke enige om, hvad der skal stå i regionens høringssvar om den opdaterede VVM-redegørelse for en ny Limfjordsforbindelse. På Christiansborg er der ingen slinger i valsen, siger transportordfører Hans Kristian Skibby.

Der er ingen slinger i valsen: Dansk Folkeparti bakker fortsat 100 pct. op bag en ny Limfjordsforbindelse via Egholm. Det slår partiets transportordfører, Hans Kristian Skibby, fast.

Tidligere på ugen har regionsrådet haft den opdaterede VVM-redegørelse for en Egholm-forbindelse på dagsordenen. Her stemte to af de fire DF-medlemmer sammen med et stort flertal for et høringssvar, der bakker Egholm-løsningen op. To andre DF'ere gik imod. De anbefalede et høringssvar, hvori man blandt andet skriver, at byggeriet af en ny fjordforbindelse bør i gang hurtigst muligt, men også, at VVM-redegørelsen "efterlader spørgsmål vedr. rentabilitet, seneste trafikforudsigelser, såvel som spørgsmål fra borgere om miljø, støj, natur og klima".

De sidstnævnte forbehold deles ikke af Dansk Folkepartis transportordfører på Christiansborg:

- Jeg har respekt for, at nogen, også i DF, kan have et andet synspunkt. Men Dansk Folkeparti har hele tiden støttet den linjeføring, som vi var med til at fastlægge i 2014, og det er der ikke ændret en tøddel ved. Det har jeg også i telefonen forklaret vore regionsrådsmedlemmer, siger Hans Kristian Skibby.

Det er transportordførerens indtryk, at der i Nordjylland i den politiske verden, erhvervslivet og fagbevægelsen er meget bred opbakning til en Egholm-løsning. Han har registreret, at der også er modstandere. Men, siger han, "det er måske nok mit indtryk, at det drejer sig om en lille, men meget højtråbende gruppe".

Hans Kristian Skibby siger, at en ny fjordforbindelse står højt på hans partis ønskeseddel.

Dansk Folkeparti er torsdag aften inviteret til forhandling med regeringen om en kommende trafikaftale. Her vil Hans Kristian Skibby gentage, at en Limfjordsforbindelse via Egholm efter Dansk Folkepartis mening er "meget tiltrængt og helt nødvendig".


Seneste nyt

fra Nordjylland