Nordjyder med i guldkampen i udfordret sportsgren

Tre kvinder fra Thy Squash blandede sig i guldkampen ved DM. Squashklubberne har mistet hvert fjerde medlem under coronanedlukningerne. Håbet er, at de kan vindes tilbage.

Der var spillere fra Thy Squash på anden-, tredje- og fjerdepladsen i kvinderækken, da der søndag blev spillet om det danske mesterskab i squash.

Guldet løb sjællandske Caroline Lyng Christensen med.

- Det er fantastisk, men det er ikke gået helt op for mig endnu. Jeg er bare glad, og så er jeg sikker på, at det går op for mig lidt senere, at jeg har vundet, siger Caroline Lyng Christensen fra Birkerød Squash.

En af thyboerne, Mathilde Lauridsen, stillede op til DM uden at have fået trænet så meget, som hun havde håbet. Det blev dog stadig til en bronzemedalje.

- Jeg er faktisk meget godt tilfreds. Jeg har ikke spillet så meget squash i løbet af året. Jeg var egentlig bare med for at spille min chance, så at få en bronzemedalje er jeg meget godt tilfreds med, siger Mathilde Lauridsen fra Thy Squash.

Klara Kildemoes Kragh Møller fra Thy Squash vandt sølv, mens Sarah Lauridsen blev nummer fire.

Har mistet hvert fjerde medlem

Squashsporten er udfordret af faldende medlemstal. Dansk Squash Forbund har mistet 25 procent af sine medlemmer under coronapandemien og de medfølgende nedlukninger, og det har været en udfordring at få medlemmerne tilbage igen.

- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at squash har været meget hårdt ramt i de seneste to et halvt år, hvor specielt indendørs voksenidræt var hårdt ramt. Nedlukningerne har tæret på vores klubber, siger Søren Lukassen, der er udviklingskonsulent i Dansk Squash Forbund.

quote Fremadrettet har vi en forventning om, at folk kommer tilbage til squashen, fordi de opdager, hvad det kan at dyrke ketsjer- eller batsport

Søren Lukassen

En del af de tidligere squashspillere har skiftet sportsgren.

- Nogle er måske begyndt at spille padel, som er en idrætsgren, der rammer det samme segment som squash, siger Søren Lukassen.

Padelsporten har oplevet stor fremgang i de seneste år, og selvom det i første omgang måske er gået ud over squashklubbernes medlemstal, så kan danskernes begejstring for padel måske være med til at løse squashsportens medlemsudfordringer.

- Vi er glade for, at der kommer større fokus på ketsjer- og batsport generelt, og fremadrettet har vi en forventning om, at folk kommer tilbage til squashen, fordi de opdager, hvad det kan at dyrke ketsjer- eller batsport, siger Søren Lukassen.


DM-ugen

DM-ugen scanpixc

play DM-ugen i Aalborg var en stor succes

20220626-185152-L-7263x4842ma

play Alle ryttere på nordjysk hold udgik af DM-cykelløb

PH 260222  19 Diskrimination i cykelløb Still

play Mændene fik nationalmelodi og checks - kvinderne gjorde ikke: - Det er under al kritik

play Nordjysk para-atlet vandt DM-sølv på hjemmebane

indlæs flere

Seneste nyt

fra Nordjylland