Efter tragisk knivstik: Suldrups købmand er afgået ved døden

Den 55-årige købmand, der lørdag den 21. oktober blev stukket ned i sin butik i Suldrup, er fredag formiddag sovet ind.

Knap to uger efter den 55-årige købmand Finn Degn Ovesen blev stukket ned i sin Spar-butik i Suldrup, er han afgået ved døden. Det meddeler Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Og de ansatte i Spar-butikken i Suldrup har skrevet følgende på butikkens Facebook-side:

- Det er med stor sorg, at vi må meddele, at Finn er sovet ind kl. 11 i dag med nærmeste familie omkring sig.

Vicepolitiinspektør Frank Olsen har ansvaret for efterforskningen af knivstikkeriet, der skete den 21. oktober.

- Det ændrer ikke noget i efterforskningen, men det ændrer sigtelsen for den 20-årige mand, der lige nu sidder varetægtsfængslet. I stedet for at være sigtet for drabsforsøg, er han nu sigtet for drab, siger Frank Olsen.

Finn Ovesen har ligget i koma på Aalborg Universitetshospital, siden han blev stukket ned i sin butik i Suldrup. En koma, han aldrig skulle vågne fra igen. 

Gerningsmanden var en 20-årig mand fra Vendsyssel, som ikke umiddelbart havde forbindelse med hverken Spar-købmanden eller området, men som blev betegnet som psykotisk. Han sidder varetægtsfængslet i surrogat på et psykiatrisk sygehus frem til den 17. november.

De seneste dage har de tre butikkers trofaste kunde i Nørager, Haverslev og Suldrup kunnet sende hilsener og tanker til Finn Degn Ovesen og familien i små bøger, der har været lagt ud i de tre butikker.

Noget, mange kunder har benyttet sig af, og som har rørt familien.

Nordjyllands Politi har ikke flere oplysninger på nuværende tidspunkt.


Seneste nyt

fra Nordjylland