Søren Gade vinder i Mariagerfjord og Himmerland
Foto: TV2 Nord
Søren Gade ser ud til at være en af Venstres store stemmeslugere.
Noget kunne tyde på at Søren Gade har været en stor spiller i Venstres gode valgresultat ved søndagens valg til Europa-Parlamentet. I hvert fald i Jylland.
De personlige stemmer er endnu ikke talt op i alle kredse. Men enkelte kredse er talt op heriblandt Mariagerfjord og Himmerland.
I Himmerland-kredsen har Søren Gade fået 8.716 stemmer. Næstflest stemmer i Himmerland fik Jeppe Kofod fra Socialdemokratiet med 1.919 stemmer.
I Mariagerfjord-kredsen blev Søren Gade ligeledes nummer et med 4.482.
Søren Gade understreger, at stemmerne ikke er talt endeligt op endnu, så han venter med at fejre sin personlige sejr.
- Jeg er selvfølgelig utrolig glad og stolt over at være på et hold, hvor vi nu er blevet fordoblet fra to til fire mandater. Selvom vi ikke ved, hvem de fire er, så er vi en del af et hold, der er blevet fordoblet, og det er dejligt, siger han til TV 2.
Venstre fordobler antal mandater
Samlet set bliver det til en fordobling af Venstre-politikere i Europa-Parlamentet, da Venstre får 4 mandater. Ved valget i 2014 fik Venstre kun 2.
Venstre må dog vente med at få deres fjerde mandat i Europa-Parlamentet til Storbritannien endeligt træder ud af EU, og Danmark dermed går fra 13 til 14 mandater.
Venstre sidder i den liberale gruppe, ALDE, i Europa-Parlamentet. Udover Venstre sidder også Det Radikale Venstre i ALDE, som efter søndagens valg får 2 pladser i Europa-Parlamentet.