Regeringen vil nedlægge regionsrådene: Musikchef frygter, det vil give færre midler til kulturen i Nordjylland

Regionerne har i dag midler, som støtter kulturen. Det ansvar skal staten overtage, hvis regionerne skal nedlægges. Musik- og udviklingschef i Arena Nord frygter for udfaldet.

Onsdag præsenterede regeringen den nye sundhedsreform, og her blev der lagt op til, at regionsrådene skal nedlægges.

Det vil ikke kun kunne mærkes i sundhedsvæsnet, men også på den regionale udvikling – herunder på natur og miljø, erhverv, turisme, beskæftigelse, uddannelse og kultur og på udviklingen i regionernes udkantsområder og landdistrikter. 

I dag har regionerne midler, der støtter ovenstående, men hvis regeringen nedlægger regionsrådene, skal staten overtage ansvaret. Det er en íde, som musik- og udviklingschef i Arena Nord, Det Musiske Hus og Maskinhallen i Frederikshavn, Jens Ole Amstrup, er klar modstander af.

- Jeg har en stor bekymring for om den viden om kulturen, der er opbygget i Region Nordjylland - i samarbejde med kommunerne - går tabt, og i forvejen er det meget små penge, der er til rådighed for kunstnere og kulturprojekter i den regionale pulje. Nu bliver det måske færre, der skal fordeles fra København, siger Jens Ole Amstrup til Kanal Frederikshavn.

Han har flere gange benyttet Region Nordjyllands puljer til musikprojekter, der ellers ikke ville kunne gennemføres. 

- Det er projekter, der har betydet, at lokale musikere og talenter har fået mulighed for at skrive musik, spille jobs og udvikle koncertformater - og at publikum har kunnet opleve lokal, nordjysk musik, lyder det fra Jens Ole Amstrup til Kanal Frederikshavn.

Han mener, at Nordjylland historisk set har fået en forholdsmæssig for lille del af de nationale kulturmidler. 

- Og den statistik fortsætter, frygter jeg, med regeringens nye plan. Generelt er kulturen et område, der prioriteres sidst - efter alle andre områder har fået tildelt midler. Det blev igen meget tydeligt, da kulturminister Mette Bock skulle på gaden med Musikhandlingsplanen hen over nytår. Den fik hun først lov at sende ud, da alle aftaler med DF var på plads. Jeg tror ikke, det bliver meget anderledes med den plan, der præsenteres nu, udtaler musik- og udviklingschefen til Kanal Frederikshavn.

HVAD ER REGIONERNE:

Der er fem regioner i Danmark, der hver styres af et regionsråd. Regionsrådet har 41 folkevalgte medlemmer. Den politiske leder af regionsrådet har titel af regionsrådsformand.

Regionerne har blandt andet ansvaret for:

  • Sygehusvæsenet, psykiatrien og sygesikringen, herunder privatpraktiserende læger og speciallæger.
  • Regional udvikling, blandt andet vedrørende natur og miljø, erhverv, turisme, beskæftigelse, uddannelse og kultur samt udvikling i regionernes udkantsområder og landdistrikter.
  • Deltagelse i regionale trafikselskaber.

Seneste nyt

fra Nordjylland