Kulturinstitutioner i Aalborg slipper for millionbesparelser

Kulturinstitutioner i Aalborg får klart den største statslige støtte på kulturområdet i Nordjylland. Derfor betyder det meget for institutionernes budget, at omprioriteringsbidraget er sløjfet.

Nordjyllands største modtager af statskroner på kulturområdet er Aalborg Teater. De får omkring 40 millioner kroner om året. Finansloven for 2020 betyder, at teatret nu ifølge dem selv kan beholde 1,5 millioner kroner, der ellers skulle være sparet.

- Det er dejligt, at besparelsen er væk. Men der er jo ikke lavet en aktiv kulturpolitisk sigtelinje for fremtiden, siger Hans Henriksen, der er teaterdirektør ved Aalborg Teater.

Aalborg Teater har de seneste fire år været ramt af besparelser på grund af omprioriteringsbidraget. Det betyder, at de årligt har været nødsaget til at spare to procent af driften, Penge, der ikke kommer igen. 

- Vi har jo mistet knap seks millioner kroner over fire år. Det har kostet på størrelsen af vores skuespilensemble. De penge, vi nu får lov til at beholde, svarer faktisk til, at vi kan udvikle og forbedre vores forestillinger med, hvad der svarer til to hele forestillinger på den store scene, siger Hans Henriksen, teaterdirektør, Aalborg Teater.

Ikke alt er rosenrødt

På Nordjyllands Historiske Museum betyder fjernelsen af sparekravet, at museet har 160.000 kroner mere at gøre godt med i næste års budget. De seneste fire års besparelser har kostet 1,5 til 2 stillinger på museet.

- Jeg er da glad for, at sparekravet er væk, og vi sender gode tanker til politikerne, men det gør jo ikke alting rosenrødt, siger Lars Chr. Nørbach, der er direktør på Nordjyllands Historiske Museum.

Direktøren for Nordjyllands Historiske Museum håber, at der nu bliver mulighed for at forbedre det arbejde, der er blevet svækket af besparelserne.

Museet har de seneste år arbejdet med opgaven ved at få flere egne indtægter. Faktisk har museet de seneste år årligt flyttet omkring en procent af indtægterne fra offentlige tilskud til egen indtjening.

- De seneste års besparelser har tæret på de beløb, vi har til driften. Trods besparelserne, er kravene fra selvsamme stat jo ikke blevet mindre. Det her peger dog i den rigtige retning, så lad os håbe, det bliver ved, siger Lars Chr. Nørbach.

Kunsten, Musikkens Hus, Teater Nordkraft, Konservatoriet og Aalborg Symfoniorkester er nogle af de øvrige institutioner, der slipper for den generelle spareøvelse i 2020.

Specielt i den proces, som Aalborg Symfoniorkester og Musikkens Hus er i gang med, hvor de udvikler samarbejdet og slår pjalterne sammen på flere områder, så er det dejligt med afklaring, lyder det fra bestyrelsesformand for Aalborg Symfoniorkester, Inge Nesgaard.

- Mine fingre har været krydset i hele forhandlingsperioden, så nu kan vi slappe lidt af igen og lade julestemningen falde over os. Det er vigtigt, at vi kan koncentrere os fuldt ud om at udvikle samarbejdet mellem Musikkens Hus og Aalborg Symfoniorkester, sige Inge Nesgaard, bestyrelsesformand, Aalborg Symfoniorkester.

Se reaktion på finanslovsaftalen fra fungerende kulturminister, Rasmus Prehn (Soc.Dem.) 

Seneste nyt

fra Nordjylland