Lørdag kommer valgplakaterne op
Forsvarsforbeholdet blev til efter et dansk "nej" ved folkeafstemningen om Maastricht-traktaten i 1992. Nu skal vi snart stemme om det igen.
Fra og med i dag vil gadebilledet være præget af valgplakater forud for folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet 1. juni.
I disse timer finder massevis af valgplakater vej op i lygtepælene, hvor de vil hænge i den næste måneds tid som en påmindelse om, at danskerne snart skal til folkeafstemning.
At valgplakaterne mere eller mindre simultant bliver hængt op i dag, er ikke nogen tilfældighed. Lovgivningen tillader, at plakater ophænges på offentlige veje og private fællesveje i perioden fra klokken 12.00 den fjerde lørdag før valgdagen.
Når danskerne skal til stemmeurnerne 1. juni, er det for at tage stilling til, hvorvidt vi skal beholde eller afskaffe det forsvarsforbehold, vi har i EU.
Sådan forholder partierne sig:
De vil afskaffe forsvarsforbeholdet:
- Socialdemokratiet
- Venstre
- SF
- Radikale Venstre
- Konservative
- Liberal Alliance
- Alternativet
- Frie Grønne
- Kristendemokraterne
De vil beholde forsvarsforbeholdet:
- Enhedslisten
- Dansk Folkeparti
- Nye Borgerlige
Krig på europæisk jord
Forsvarsforbeholdet betyder blandt andet, at Danmark ikke deltager i dele af EU's udenrigs- og sikkerhedspolitik, som påvirker forsvarsområdet.
Det betyder konkret, at Danmark hverken deltager, finansierer eller på andre måder stiller soldater og andet til rådighed i EU's militære operationer. Men det går ikke længere, hvis man skal lytte til Kultur- og Kirkeminister, Ane Halsboe-Jørgensen (S).
Hun er en af dem, der bruger lørdag eftermiddag på at opsætte valgplakater.
Det er tid til sammenhold og ikke forbehold
Kultur- og Kirkeminister, Ane Halsboe-Jørgensen (S)
Ifølge ministeren er tiden inde til, at Danmark melder sig ind i forsvarsfællesskabet.
- Der er krig på europæisk jord, og vi er det eneste land, der ikke er en del af det her forsvarsfællesskab. Det er på tide, vi melder os ind i det, så vi kan stå sammen mod Putin og i det hele taget om vores egen sikkerhed og tryghed, siger Ane Halsboe-Jørgensen.
Valgplakaterne og de midler, der er brugt til at hænge dem op med skal være taget ned igen senest 8 dage efter valgdagen ved døgnets afslutning.