Valgstederne er åbne: Her stod de i kø til at stemme

Valgstederne åbnede over hele landet klokken otte. På Læsø var borgerne klar til at afgive deres stemme.

Klokken var bare halv ni onsdag morgen, da 47 personer på Læsø havde truffet deres beslutning og sat deres kryds i Byrum Hallen på Læsø. 

På det tidspunkt havde valgstedet været åbent i 30 minutter, da klokken ringede klokken otte. Allerede inden dørene var gået op, stod flere borgere fra Læsø i kø udenfor. 

quote EU er lidt længere væk, end kommunalvalget er, men vi håber, at der er mange, der møder op og stemmer

Karen Krog, valgstyreformand, Læsø

De var klar til at komme ind og sætte deres kryds ved enten ja- eller nej-boksen. Spørgsmålet er som bekendt, om vi skal afskaffe Danmarks forsvarsforbehold. 

- Det er gået rigtig godt indtil videre. Jeg tænker, at det handler om vejret. De melder om godt vejr i dag, og så er det med at få klaret den her borgerpligt inden, så man kan komme ud og nyde det gode vejr resten af dagen, siger Karen Krog, der er valgstyreformand på Læsø. 

Valgstyreformand Karen Krog fortæller, at afstemningen er kommet godt i gang på Læsø onsdag morgen.

Håber at mange møder op

På Læsø er der 1468 stemmeberettiget borgere, og 81 af dem har valgt at brevstemme op til dagens EU-valg. Byrum Hallen er øens eneste stemmested.

Valgstyreformand Karen Krog forventer, at borgerne vil komme løbende gennem dagen for at sætte deres kryds. Men hun regner med, at der kommer et stort rykind til formiddag, til eftermiddag, inden spisetid i aften og lige inden valgstedet lukker klokken 20. 

- EU er lidt længere væk, end kommunalvalget er, men vi håber, at der er mange, der møder op og stemmer, siger Karen Krog. 

Valgstyreformand Karen Krog byder velkommen i Byrum Hallen på Læsø.
Valgstyreformand Karen Krog byder velkommen i Byrum Hallen på Læsø.
Foto: Anders Hestbek / TV2 Nord

Valgstederne åbnede over hele landet klokken otte, og de lukker igen klokken 20.


Seneste nyt

fra Nordjylland