Færre kvinder på stemmesedlen
Fire markante kvindelige profiler er væk fra den nordjsyke stemmeseddel i forhold til valget i 2011.
Ved dette folketingsvalg er der syv færre kvindelige kandidater end ved valget i 2011. Blandt andet er flere profiler væk fra stemmesedlen.
Fire markante kvinder mangler på nordjydernes stemmeseddel 18. maj i forhold til valget i 2011. Det gælder Pernille Vigsø Bagge (SF), Birgitte Josefsen (Venstre) og Lene Espersen (Konservative), som alle forlader politik, samt Tina Nedergaard (Venstre), som stiller op i en anden kreds.
Tilbage er altså 21 kvindelige kandidater. Syv færre end ved sidste folketingsvalg, hvor 28 stillede op i Nordjylland.
En masse nye er kommet til, mens fem kandidater forsøger at få stemmer nok til at blive på Christiansborg en valgperiode mere. Det drejer sig om Ane Halsboe-Jørgensen (Soc. Dem.), Thyra Frank (Liberal Alliance), Marianne Jelved (Radikale Venstre), Lisbeth Bech Poulsen (SF) og Stine Brix (Enhedslisten).
Sidstnævnte ærgrer sig over, at der er blevet færre kvinder, og at kvinderne kun udgør 21 ud af 74 kandidater på den nordjsyke stemmeseddel.
- Jeg synes, det er en skam. Nu holder vi jo valgkamp samtidig med at vi fejrer 100-året for at kvinder fik valgret, og jeg havde da gerne set, at det var nogenlunde lige, men der er altså et stykke vej endnu, siger Stine Brix.
Hun mener, at partierne bør have endnu mere fokus på at få kvinder ind i politik.
- Det kræver, at vi opfordrer de dygtige kvinder, vi har, til at stille op. Det er ikke altid, folk selv stiller sig frem og siger "vælg mig". Så det kræver, at man arbejder med det og har opmærksomhed omkring det, siger Stine Brix.