Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

14 partier dyster om de nordjyske pladser på Christiansborg

Foto: TV2

Et enkelt parti har 11 kandidater, et andet kun to. Her er en oversigt over de partier og kandidater, der indtil nu er på banen i Nordjylland.

Ikke mange er i tvivl om, at Mette Frederiksen og Inger Støjberg ved det kommende valg dyster om nordjydernes krydser. Men det er de langt, langt fra ene om.

14 opstillingsberettigede partier møder med kandidater i Nordjyllands Storkreds. Omkring 100 kandidater tegner det p.t. til (hvilket er ti flere end ved sidste valg). Og flere kan komme med i sidste øjeblik: Fristen for at stille op udløber 11 dage før valgdagen. Det gælder både, hvis nogle af de 14 partier vil føje flere kandidater til end dem, der allerede er offentliggjort, og hvis nogen vil stille op som løsgænger.

Det sidste kræver, at mellem 150 og 200 nordjyder melder sig som stillere.

Der er ingen øvre eller nedre grænse for antallet af kandidater på en liste. Nordjyllands Storkreds omfatter ni opstillingskredse, og en del partier vælger at opstille netop ni kandidater, en for hver kreds.

Men der er ét parti, der i skrivende stund har opstillet 11 kandidater - og en enkelt liste med kun to kandidater!

Det er Alternativet, der har flest opstillede. Alternativet har ved de to valg, hvor de har eksisteret, fået valgt ét folketingsmedlem i Nordjylland. Sidst var det Susanne Zimmer, som siden har forladt partiet. Listen denne gang tæller blandt andre partiets eneste byrådsmedlem i landsdelen, Joachim Kjeldsen fra Thisted, samt Gustav Sieg Sørensen og Jens Harder. I sidste øjeblik er også Theresa Scavenius opstillet. Hun var i sin tid i slutspurten om at blive leder af partiet - men tabte til Josephine Fock.

To partier møder med ti kandidater hver:

Hos Liberal Alliance opererer man med en spidskandidat, og denne post har Solbjørg Jakobsen. Hun har på listen selskab af velkendte LA-profiler som HP Beck og Bo Ritterbusch samt af den mangeårige Venstre-politiker Martin Bech, der tidligere i år skiftede parti. Liberal Alliance i Nordjylland har tidligere været repræsenteret i Folketinget, men tabte mandatet ved valget i 2019.

Til gengæld genvandt Konservative dengang efter en pause et mandat i Nordjylland. Det sikrede regionsrådsmedlem Per Larsen sig i et tæt opløb med byrådsmedlem Per Møller fra Hjørring. Per Møller stiller ikke op denne gang. Til gengæld har partiet på listen den genopstandne eks-minister Jakob Axel Nielsen, der efter 11 års pause gerne vil i tinget igen, og den tidligere Venstre-borgmester i Thisted Lene Brix Kjeldgaard Jensen.

SF skal have en ny nordjysk repræsentant

Fire partier møder med ni kandidater hver:

Enhedslisten har atter folketingsmedlem Peder Hvelplund i front, og partiets opstillingsform (partiliste) gør, at han med meget stor sandsynlighed erobrer det første mandat i Nordjylland igen. Skulle det blive til flere, er Astrid Vang Hansen og regionsrådsmedlem Susanne Flydtkær nok de næste på listen.

Hos Venstre stiller de nuværende fem folketingsmedlemmer op igen, inklusiv byrådsmedlem Maja Torp fra Aalborg, der kom ind som substitut, da Karsten Lauritzen forlod politik tidligere i år. Holder meningsmålingerne, vil næppe hele det nuværende V-hold på Christiansborg blive genvalgt. Blandt de nye navne på Venstre-listen er byrådsmedlem Mette Hardam fra Frederikshavn.

SF har ligeledes ni kandidater, hvoraf flere også er byrådsmedlemmer. Dette hverv må de på grund af partiets love forlade, såfremt de vælges til Folketinget. Partiet fik i 2019 valgt Lisbeth Bech-Nielsen, der nu opstiller i København. Viceborgmester Theresa Berg Andersen fra Vesthimmerland betragtes som favorit til at overtage mandatet.

Endelig møder også Socialdemokratiet med ni kandidater. Der er rokeret lidt rundt og skiftet en smule ud, men hovedparten af kandidaterne er de samme som sidst. Nyt er det, at Morten Klessen har overtaget Orla Havs kreds i Aalborg Nord, og i Aalborg Vest er Morten Ryom ny ved dette valg. Det var Morten Ryom, der i 2018 noget brutalt fik at vide, at han ikke mere havde lyst til at være folketingskandidat i Aalborg Øst, fordi partiformand Mette Frederiksen ville kandidere her. Efter en pause er Morten Ryom nu tilbage - men i vest-kredsen. 

Kun en radikal genganger

Mens Socialdemokratiet altså møder med næsten de samme kandidater som i 2019, forholder det sig stik modsat hos Det Radikale Venstre. Her er kun en af de otte kandidater genganger fra sidste valg, nemlig byrådsmedlem Daniel Nyboe Andersen fra Aalborg. Han har i årtier været stedfortræder for Marianne Jelved, der nu går på pension. Favorit til - hvis stemmerne rækker til et nordjysk mandat - at efterfølge Marianne Jelved er imidlertid ikke Daniel Nyboe Andersen, men fhv. minister Christian Friis Bach, der er nyopstillet i Jelveds Hjørringkreds og markerer sig som spidskandidat.

Nye Borgerlige har ikke tidligere haft et nordjysk medlem på Christiansborg. Denne gang møder partiet med regionsrådsmedlem (og tidligere byrådsmedlem for Dansk Folkeparti) Kim Edberg fra Rebild som spidskandidat. Blandt de fem kandidater finder man også byrådsmedlem John Bjerg fra Jammerbugt.

Netop Dansk Folkeparti plejer at have kandidater i alle eller de fleste kredse. Men medlemsflugten gør, at man denne gang alene stiller med fem kandidater, heriblandt tidligere folketingsmedlem Christian Langballe, byrådsmedlem Carsten Ulman Andersen fra Brønderslev samt Nana Thillemann Harring.

Hos Kristendemokraterne - der også på det seneste har oplevet intern uenighed - stiller man ligeledes fem kandidater op, deriblandt to velprøvede navne i landsdelen, Anne-Marie Jørgensen og Britta Eckhardt. 

To stiller op for Frie Grønne

Det nye parti Danmarksdemokraterne har fire kandidater i Nordjylland. Udover partiformand Inger Støjberg kan man finde folketingsmedlem Lise Bech, der tidligere repræsenterede Dansk Folkeparti, byrådsmedlem (oprindelig valgt for Venstre) Peter Lindholt fra Aalborg samt Kristian Bøgsted.

Et andet nyt parti, Moderaterne, har i Nordjylland tre kandidater. Kristian Klarskov, som tidligere har kandideret for Konservative, er spidskandidat. Han har følgeskab af Mohammad Rona og Dina Mofidi.

Færrest kandidater blandt de 14 i Nordjylland har Frie Grønne, der er dannet af udbrydere fra Alternativet. Susanne Zimmer, der i 2019 opnåede valg for Alternativet trods et ikke særlig højt personligt stemmetal, prøver denne gang lykken som kandidat for Frie Grønne. Hun har som medkandidat Esra Ocak.


Foto: Anne Christensen, TV2 Nord

Prisen slår rekord - det bliver endnu dyrere end det var under energikrisen.

Torsdag når elprisen højere op end den var under energikrisen i 2022.

Prisen peaker mellem klokken 17.00 og 18.00, hvor prisen kommer til at ramme 6,98 øre/kWh - og det er uden afgift og moms. Når det lægges oven i bliver prisen omtrent 10 kroner mer kWh.

Så meget koster det

  • En omgang tørring i tumbleren: Cirka 46,53 kroner for en gennemsnitlig tumbler.

  • En times brug af ovnen: Cirka 25,85 kroner for en gennemsnitlig ovn.

  • En vask i en ikke alt for gammel vaskemaskine: Cirka 7,2 kroner.

  • En opvask i opvaskemaskinen: Cirka 9,8 kroner

Priserne i beregningen her er med afgift og moms, og kommer fra selskabet N1. Prisen bliver 10,34 når det er dyrest.

- Lige nu er der næsten ingen vind over Europa, samtidig er det både mørkt og koldt, og vi bruger derfor meget energi. Det er dog også vigtigt at sige, at vi ikke er samme sted som under energikrisen, det er en uheldig kombination af lav produktion af vedvarende energi og høj efterspørgsel i kortere perioder, som rammer os i disse dage, siger Mads Brøgger, der er direktør for Norlys’ energiforretning.

Ifølge Norlys har elprisen i snit været mindre end 50 øre per kWh, men siden august er den pris steget.

Prisen ser dog ud til at falde igen samtidig med, at der meldes om mildere temperaturer i vejret.

- Men får vi pludselig 14 dage i stræk med hård kulde, og der skal trækkes på de europæiske gaslagre, som ovenikøbet er mindre fyldte i år sammenlignet med sidste år, kan det selvfølgelig ændre sig, men som tingene ser ud nu, ser priserne ud til at falde de kommende uger, siger Mads Brøgger.


En ny købmand tror på projektet, og byen glæder sig over nu at have nok penge, til at redde købmanden.

Købmandsbutikken i Ravnkilde er reddet. Det er lykkes en lokal støttegruppe at samle over 800.000 kroner ind - og dermed har de nu sikret, at byens købmandsbutik kan genåbne.

- Det var en kæmpe, kæmpe, kæmpe god nyhed, lyder det begejstret fra Kirsten Baisgaard, der er formand for forsamlingshuset i Ravnkilde.

I slutningen af september måtte den daværende ejer opgive at drive købmandsbutikken.

Lige siden har borgergruppen Købmandsgruppen forsøgt at samle penge nok ind til, at de kunne genåbne købmandsbutikken.

Tror på butikkens overlevelse

Onsdag aften var der samlet 830.000 kroner, og dermed nok til, at butikken kan genopstå.

- Jamen, det er jo helt vildt. Det bliver hårdt, men også virkelig lærerigt og sjovt, er jeg sikker på, siger Lisa Norman, der er den kommende købmand i Ravnkilde.

Købmandsgruppen håber, at borgerne i byen er klar til at støtte butikken, når den åbner.

- Jeg håber og tror jo, at det er gået op for os alle sammen, at det ikke er nogen selvfølge, at vi har en købmand i byen, lyder det fra Kirsten Baisgaard.

Den kommende købmand er heller ikke i tvivl om, at butikken nok skal klare sig.

- Vi har lavet nogle analyser og fået Dagrofas hjælp til at lave nogle analyser omkring, om den her kan køre rundt i byen. Og det kan den. Så det er jeg slet ikke bekymret for, siger Lisa Norman.

”Købmandsgruppen” håber, at købmandsbutikken bliver klar til at genåbne til maj.


Overtog sin første frisørsalon som 24-årig: Nu har han overtaget sin tredje

Anders Blaabjerg på 25 år er indehaver af tre frisørsaloner i Jylland. Han overtog den første, da han stadig var elev. Det skulle medarbejderne lige vænne sig til.

Det tog et par søvnløse nætter, før Anders Blaabjerg blev overtalt til at skifte sit erhverv til frisør.

I en alder af 20 år kunne den unge mand skrive salgsassistent på CV'et med et job i Føtex. Der gik ikke lang tid, før flere af frisørerne i Thisted var efter den nyuddannede.

- Da Kristian Berthelsen (tidl. ejer af ZoombyZoom Thisted) tog fat i mig, var han den anden frisør. Så måtte jeg forsigtigt lukke den ene dør for at åbne døren som frisør, fortæller Anders Blaabjerg, der til daglig er chef for tre ZoombyZoom-saloner i Jylland.

Døren til frisørverdenen blev åbnet - og der gik ikke lang tid, før flere muligheder stod på dørtrinet.

- Det har altid været lidt en joke, at den skulle være min en dag. Og så kom muligheden, fortæller den 25-årige indehaver.

Anders Blaabjerg var ikke færdiguddannet, da han pludselig gik fra at være elev til chef på en juleferie. Det var et skifte, som både han og hans medarbejdere skulle finde sig til ro med.

- I starten skulle man lige vænne sig til det at have en chef, der er 25 år, når man selv er over, fortæller Maja Ravn Madsen, der har arbejdet som frisør i ZoombyZoom i Thisted i seks år.

Foto: Josephine Hartvig / TV MIDTVEST

Det var et 'match made in heaven', at Anders Blaabjerg valgte at gå frisørens vej. Derfor betyder det ikke så meget, at arbejdstimerne fylder det meste af dagen.

- Jeg har et drive uden lige. Så jeg ved ikke, hvem der stjæler mit ur, når klokken pludselig er 11 om aftenen, og jeg startede klokken otte om morgenen, fortæller den unge iværksætter med et smil.

Kunderne undrede sig heller ikke, da Anders Blaabjerg pludselig var chef.

- Han er stadig bare Anders. Jeg tror, det ligger naturligt til ham, for det var den mulighed, der bød sig, fortæller Hanne Fårup Rasmussen, der til daglig er fagligkonsulent i FOA og har haft Anders Blaabjerg som frisør, siden han startede som elev i forretningen i 2020.

Selvom den unge chef kun er 25 år, så generer alderen ham ikke spor.

- Jeg er lidt en gammel mand i en ung krop. Det tror jeg også, de andre vil sige her, griner Anders Blaabjerg.

Frisørsalonen i Fredericia er den sidst tilkomne i den begyndende perlerække, som Anders Blaabjerg har startet. Han overtog forretningen tilbage i maj, hvor det kun var få måneder siden, at han havde fået ansvaret for frisørsalonen i Aalborg. Derfor klapper den unge mand hesten og holder sig til sine tre nuværende forretninger.

- Aldrig sig aldrig selvfølgelig. Men der har været fart på det sidste stykke tid, så for nu er der ikke flere ting i støbeskeen, fortæller Anders Blaabjerg, mens han ordner håret på Hanne Fårup Rasmussen.


Lige ved og næsten: Aalborg snupper sejren til sidst

Alt blev afgjort i kampens døende minutter, da Aalborg Håndbold onsdag besejrede TMS Ringsted med 35-32.

Nogle hurtige og hasarderede beslutninger resulterede i, at gæsterne fra TMS Ringsted fik bragt sig hurtigt i front. 

Aalborg-spillerne fik dog hurtigt indhentet dem igen, og efterfølgende bragt sig foran. 

Men flere uskarpe afleveringer og dårlige beslutninger fik gæsterne i hælene af hjemmeholdet igen.

Selvom hjemmeholdet førte med tre mål ved pausen, så fik gæsterne hurtigt spillet sig tilbage og indhentede igen aalborgenserne. 

Generelt var det et uskarp Aalborg håndbold-hold, der var mødt op onsdag aften. Heldigvis for hjemmeholdet tog målmand Niklas Landin en for holdet, og stod for flere redninger, der holdt aalborgenserne i front.

Men gæsterne holdt ved, og med 10

Minutter igen, var stillingen 29-29.

Kampens sidste minutter blev spændende. Mens Aalborg Håndbold fortsatte med at lave fejl, formåede gæsterne at presse på, og hele tiden være blot et mål efter. 

Til sidst lykkedes det dog Aalborg håndbold at hive sejren hjem. 

Med onsdagens kneben sejr, lykkedes det Aalborg Håndbold at hive den niende sejr i streg i hus. 


Kan ikke få fat på lægen - udskældt lægehus er igen i problemer

Foto: Mie Skjødt Nielsen / TV2 Nord

Problemet skulle være løst nu. Men lægehuset ønsker ikke at stille op til interview.

- Sådan kan man ikke behandle folk. Det er et helt område, lyder det fra en frustreret Kim Kronborg fra Fjerritselv.

Flere nordjyder sim Kim har i løbet af ugen oplevet problemer, når de har forsøgt at komme igennem Alles lægehus.

Over hele landet har det været et problem på grund af en fejl i deres IT-system. Kim Kronborg skulle mandag have taget en blodprøve fordi han har lidt forhøjet blodtryk, for at finde ud af om han kunne få noget andet medicin - men onsdag har han stadig ikke kunnet få en tid.

- Herregud! Det kan jo ikke passe, at man ikke kan få tager en blodprøve eller ikke kan komme til sin læge, bare fordi computeren falder ud. Så må de gøre et eller andet, siger han til TV2 Nord.

Vil væk fra Alles Lægehus

TV2 Nord tog ud til lægehuset i Fjerritslev. Der var patienter derinde, men alt foregik manuelt og ingen ønskede at udtale sig til TV2 Nord.

Alles Lægehus ønsker ikke at stille op til interview, men skriver til TV2 Nord, at de har oplevet et større IT-nedbrud, som har givet udfordringer i klinikkerne. Og at det nu er løst.

Selvom problemerne er løst, er Kim Kronborg stadig godt træt af Alles lægehus.

- Så snart jeg får en chance, og der kommer nogle læger her i nærheden, og det har jeg hørt, at der bliver udvidet i Løgstør, så flytter jeg. Jeg vil ikke være i noget, der hedder Alles Lægehus mere, siger han.

Region Nordjylland ønskede ikke at stille op til interview, men skriver i et skriftligt svar, at de er opmærksomme på udfordringerne.