Opdateret: 1. november 2022
Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Førstegangsvælgere om folketingsvalget: - Det har været en kæmpestor beslutning

TV2 Nord fangede tre unge førstegangsvælgere til en snak om deres debut med valghandlingen.

Tirsdag formiddag var der et fint flow af mennesker ind og ud af Nordkraft, hvor Kedelhallen er omdannet til valgsted i dagens anledning. 

TV2 Nord fik en snak med nogle af de unge mennesker, der var afsted for at stemme til folketingsvalget for første gang.

Valget har fyldt meget for mange den seneste tid. Sådan har det også været for 19-årige Frederikke Hvitved-Arnesen. Hun var derfor lettet, da hun omsider havde sat sit kryds. 

- Det er noget, jeg har set frem til hele mit liv, og det er en kæmpestor beslutning at skulle træffe, siger hun.

011122 førstegangsvælgere i Nordkraft viaa 4058. Foto: Vibe Rosenkrantz Bondesen / TV2 Nord
Foto: Vibe Rosenkrantz Bondesen / TV2 Nord

I gymnasiet havde Frederikke Hvitved-Arnesen samfundsfag på højt niveau. Hun føler sig derfor godt klædt på til at træffe valget, men beslutningen har alligevel været svær for den unge kvinde.

- Jeg har tænkt meget over, hvilke konsekvenser det kan få, hvad jeg stemmer. Alle stemmer tæller jo i sidste ende, så det har været en meget spændende beslutning, siger hun.

Hvem Frederikke Hvitved-Arnesens stemme gik til, holder hun for sig selv.

En ære og en pligt

Frederikke Hvitved-Arnesens kæreste, Lau Larsen var også i Nordkraft for at stemme. Han har dog ikke på noget tidspunkt været i tvivl om, hvem der skulle have hans kryds. 

- Jeg er selv medlem af SDU, så den var lige til højrebenet, siger 20-årige Lau Larsen fra Aalborg. 

Hans stemme gik til Socialdemokratiets Morten Ryom.

011122 førstegangsvælgere i Nordkraft viaa 4055. Foto: Vibe Rosenkrantz Bondesen / TV2 Nord
Foto: Vibe Rosenkrantz Bondesen / TV2 Nord

 - Inden valget havde jeg et møde med Morten Ryom (S). Han fortalte mig om nogle af de arbejdsforhold, som faglærte bliver udsat for. Jeg støtter meget op om det lærlingeoprør, der foregår i øjeblikket, og jeg synes, det er vigtigt at investere mere i erhvervsuddannelserne, siger Lau Larsen fra Aalborg. 

Krydset hos Socialdemokratiet begrunder han desuden med fokus på velfærd, klima og fornuftig økonomisk politik. 

For Lau Larsen er det helt specielt at være med til at stemme ved dagens folketingsvalg.

- Det er en stor ære, og det er også en pligt. Jeg bliver altid berørt over at se demokratiet, når det udspiller sig, siger den unge mand og kigger rundt i valglokalet. 

'Nærmest religiøst'

Følelsen af at være en del af noget større er Lau Larsen ikke alene om at sidde med.

For 20-årige Carl Thorell Steinø, der også er i Nordkraft for at stemme til folketingsvalget for første gang, er det også en vigtig begivenhed.

 - Det er måske en lille smule religiøst at få lov til at sætte en stemme og ligesom sige, 'den person, tror jeg på, kan lede landet i en bedre retning', siger Carl Thorell Steinø.

011122 førstegangsvælgere i Nordkraft viaa 4057. Foto: Vibe Rosenkrantz Bondesen / TV2 Nord
Foto: Vibe Rosenkrantz Bondesen / TV2 Nord

Det er klimapolitik, der har været afgørende for, hvor den unge nordjyde har placeret sit kryds. Hans stemme gik til Melina Andersen fra SF.

- Jeg synes, det er vigtigt, at hun er en ung kandidat. Hun er virkelig hårdtarbejdende, og hun har haft en stor finger med i spillet omkring politisk udvikling heroppe, siger han. 

Carl Thorell Steinø var afsted for at stemme i formiddag, fordi han skal bruge resten af dagen på sit arbejde, og det er han godt tilfreds med.

- For min egen mentale sundheds skyld kommer jeg ikke til at sidde og kigge på meningsmålinger hele aftenen. Jeg glæder mig til at stå op i morgen tidlig og se, hvor mange mandater, de forskellige partier har fået, siger han. 


platantræ. Foto: Friis & Moltke

Bevaringsværdigt træ står måske alligevel ikke i vejen for 'Fremtidens Herberg'

Foto: Friis & Moltke

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Sagen blev behandlet på et møde i kommunens teknik- og miljøudvalg tirsdag.

Hvad vejer tungest? Beskyttelsen af naturen eller de hjemløses forhold?

Spørgsmålet er til debat i Aalborg, hvor et 80-årig år gammelt, bevaringsværdigt platantræ har vanskeliggjort realiseringen af Kirkens Korshærs storstilede planer med et om- og tilbygningsprojekt på Forchhammersvej 13, hvor organisationen ønsker at etablere 'Fremtidens Herberg' i Aalborg.

Tirsdag kom organisationen imidlertid et skridt tættere på at kunne føre planerne ud i livet. For et flertal i Teknik og Miljø i Aalborg Kommune stemte for, at forvaltningen kan arbejde videre med sagsbehandlingen med henblik på at kunne give dispensation fra lokalplanen og dermed fælde det bevaringsværdige træ.

Stemmerne fordelte sig 6-3 i udvalget.

- Konklusionen blev, at der skal arbejdes videre med en dispensation, men med krav om at der skal plantes et erstatningstræ, fortæller rådmand i Teknik og Miljø, Peter Lindholt (DD), som stod bag en af de seks ja-stemmer til viderearbejdelsen af dispensationen.

Projekt til 36 millioner

Det omtalte træ står bare 1,5 meter fra hovedbygningens sokkel, og allerede i dag er der konstateret revner i fundamentet. Rodnettet har desuden løftet terrænet omkring stammen med op til 50 centimeter, hvilket truer fundament og kloak.

Ikke nok med det forringer træet lysindfaldet i opholdsrummene, og det er til hinder for en optimal indretning af en såkaldt ankomstzone, skriver Kirkens Korshær i indstillingen til forespørgslen vedrørende fældningen af træet.

Hele byggeprojektet, der er støttet af en række fonde, forventes at koste 36 millioner kroner. Målet er at skabe landets første herberg, som afledt af hjemløsereformen fra oktober 2023, understøtter Housing First-principperne.

Modellen går ud på, at fremtidens herberger skal bestå af et kontaktsted, hvor mennesker i hjemløshed kan henvende sig til indskrivning, afklaring og rådgivning, en overgangsbolig, der ligner en permanent bolig samt bostøtte, hvilket både gælder i overgangsboligen og senere i det permanente boligtilbud.

Med totalrenoveringen ønsker Kirkens Korshær at lave eksisterende lokaler om til selvstændige overgangsboliger med egen indgang og trygge udearealer, som dermed skal klæde beboerne bedre på til at komme i egen bolig.

Det skal nu undersøges nærmere, om flagermuse opholder sig i træet. Det er endnu uvist, hvornår der kan træffes en endelig afgørelse om, hvorvidt træet kan fældes eller ej.


040226 frost-redningsbad-og-tomrer robe 8846. Foto: Michael Schmidt Thomsen / TV2 Nord

Frivillig redningstjeneste er frosset inde: - Det er helt ekstremt i år

Foto: Michael Schmidt Thomsen / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Det kolde vejr ventes at fortsætte februar ud.

Perioden med isnende kolde dage, der har stået på siden årsskiftet begynder nu for alvor at sætte sit præg på Nordjylland. Ikke mindst i landsdelens havne, hvor is og frost har sat sit præg på vandet.

Normalt står mandskaberne på Dansk Søredningsselskabs, DSRS, 14 stationer klar til at hjælpe fritidsbrugere af vandet, som er havnet i situationer, de ikke selv kan løse.

Et eller andet sted er det jo fedt nok at have en vinter som den her engang imellem

Niels Andersen, bådfører, Dansk Søredningsselskabs

Men ikke i øjeblikket. For ud af selskabets 14 stationer, er otte frosset inde i havnene. Senest måtte DSRS Løgstør torsdag afmelde deres båd for anden gang, siden stationen slog dørene op i 2019.

Bådfører Niels Andersen har ikke set så meget is i havnen i stationens levetid.

- Det er måske hvert femte år, at vi har is. Og ikke så meget som det her. Det er helt ekstremt i år, og nu har vi også lige et par dage med en 16-17 graders frost. Det tæller godt. Så bliver det lige sat i gang, og så skal der ikke så meget til for at holde det ved lige, siger han.

Kommer til at vare mindst 14 dage

Normalt rykker han og det øvrige mandskab ud til grundstødninger, motorstop, knækkede master og både, der løber tør for brændstof. Og derudover bistår de beredskabet med frivillige og materielle ressourcer, hvis der er nødsituationer til søs.

040226 frost-redningsbad-og-tomrer robe 69bd. Foto: Michael Schmidt Thomsen / TV2 Nord
Foto: Michael Schmidt Thomsen / TV2 Nord

Men fra i dag og 14-30 dage frem kan de ikke rykke ud.

- I går kunne vi godt have rykket ud, hvis det skulle være, men det kan vi ikke nu. Nu er vi derhenne, hvor det går stærkt med isen, siger bådføreren, der fortsætter:

- Der går et stykke tid inden det er væk.

Niels Andersen husker, at der et par år før redningsstationen åbnede i 2019 også var en del is i fjorden.

- Der var der en fiskekutter, der blev taget af isen og drev ind mod Aggersundbroen, erindrer bådføreren.

Og selvom det for nu betyder, at de ikke kan rykke ud til nødstedte, er det måske ikke så skidt endda med det smukke og fascinerende drivis, der driver under Aggersundbroen.

- Et eller andet sted er det jo fedt nok at have en vinter som den her engang imellem, siger Niels Andersen.

Ha' de vigtigste nordjyske nyheder lige ved hånden.