Unge kandidater var mere enige
Foto: TV2 Nord
Seks folketingskandidater havde mange bud på, hvad man gør for at begrænse psykiske problemer blandt unge .
Det var på flere måder et anderledes vælgermøde, TV2 Nord holdt i Nordkraft i Aalborg torsdag eftermiddag.
Dels bestod panelet udelukkende af yngre kandidater (den ældste var 31). Dels reagerede panelets seks medlemmer markant anderledes, end man oplever på mange andre vælgermøder: Hvor man ikke sjældent kan opleve kandidaterne ryste på hovedet og rulle med øjnene, når de hører modkandidaternes indlæg, nikkede de seks unge kandidater i langt højere grad.
Enigheden var mere udbredt end uenigheden - også på tværs af traditionelle partiskel.
Det gjaldt eksempelvis, da temaet var unges mentale sikkerhed.
Alexander Mikkelsen (K) mente, at mange i dag døjer med psykiske problemer, fordi “man har valgt at styre unges liv”.
- Giv dog mig og mine jævnaldrende lov til selv at bestemme over vores eget liv, opfordrede han.
Kritik af testkultur
Mikkel Høj Bagger Larsson (ALT) kritiserede en kultur, hvor alle skal hurtigere og hurtigere igennem ungdomsårene. Melina Andersen (SF) delte den beskrivelse:
- Der er brug for, at vi sætter farten i samfundet ned, sagde hun og føjede til, at hun på sin egen krop mærker, at hun tit stresses, fordi hun i sin hverdag er bange for at lave fejl.
Løsningen, mente hun, var blandt andet at gøre op med “den massive testkultur fra børnehave-tiden og frem”.
Morten Ryom (S) oplever, at mange af de nuværende folketingsmedlemmer ikke selv har haft en ungdom, der ligner unges hverdag anno 2022. Derfor er det, sagde han, vigtigt, at der kommer unge i Folketinget.
Nana Harring (DF) så det som en del af årsagen til de mange psykiske problemer blandt børn og unge, at “vi bilder alle unge ind, at de skal være ens - for eksempel gennem alt for megen inklusion i skolen”.
Enigheden var også udtalt, da kandidaterne diskuterede, hvordan man får flere til at søge ind på en erhvervsuddannelse.
Det sagde de også
- Problemet med unges mistrivsel er strukturelt, så vi skal også se på strukturelle løsninger.
Mikkel Høj Bagger Larsson (ALT)
- Hvis man har råd til at flyve til Mauritius, har man også råd til at betale 300 kr. i afgift af hensyn til klimaet.
Melina Andersen (SF)
- Det, vi først og fremmest mangler for at fremme den grønne omstilling, er hænder, der kan gennemføre den.
Morten Ryom (S)
- Når ens gymnasievalg bestemmes af forældrenes indtægt, er det endnu et urimeligt indgreb i unges selvbestemmelse.
Alexander Mikkelsen (K)
- Vi glorificerer akademiske uddannelser. Det skal vi holde op med.
Solbjørg Jakobsen (LA)
Men der var også emner, hvor vandene deltes. Alexander Mikkelsen (K) og Solbjørg Jakobsen (LA) så gerne, at Danmark indfører atomkraft, mens andre var mere skeptiske.
- Vi må vælge, om vi i den situation, vi lige nu står i, vil bruge fire år på at etablere en vindmøllepark eller 15 år på at bygge et atomkraftværk, lød det fra Mikkel Høj Bagger Larsson (ALT).
Solbjørg Jakobsen sagde, henvendt til de unge, der var tilhørere, at det er takket været udogmatiske unge, der ikke pr. instinkt siger nej til atomkraft, at emnet i løbet af valgkampen har fået meget mere fokus.
- På de første vælgermøder sagde de andre “Tjernobyl”, så snart emnet kom frem. Nu forholder mange sig meget mere nuanceret til det - og det skyldes jer unge, sagde hun.