13 indbrud i varebiler - Audi i politiets søgelys

Har du set en sort Audi A4 - formentlig Quattro - med en mat grå kofanger bagest, hører Nordjyllands Politi meget gerne fra dig på 114.

Bilen sættes i forbindelse med hele 13 indbrud i varebiler de seneste tre nætter. I nat gik det ud over to varebiler i Strandby, en i Elling og en i Ravnshøj. Natten til onsdag var der indbrud i tre varebiler i Vrå, to i Brønderslev og en i Tårs. Natten til tirsdag brød tyven ind i to varebiler i Sæby og en i Lendum.

Tyven skærer et lille hul i enten sidedøren eller bagklappen. Det giver adgang til låsesystemet, hvorefter det er enkelt at komme ind i varerummet og stjæle dyrt værktøj. I flere tilfælde er der tale om specialværktøj, som kun håndværkere bruger.

Alene ved ét indbrud i Sæby blev der stjålet værktøj for mellem 50.000 og 100.000 kroner.

Et vidne observerede i nat tyven på Tranevej i Strandby. Ifølge vidnet er der tale om en mand midt i 30'erne, cirka 185 centimeter høj, lys i huden, spinkel af bygning og med et kort, mørkt fuldskæg. Han havde sort trøje og blå cap på.

Endnu mere interessant er beskrivelsen af den bil, som manden kørte i. Vidnet oplyser, at det var en sort Audi A4 stationcar af ældre årgang. Politiet vurderer, at der er tale om Audi fra 2000 til 2005, og det er formentlig en Audi A4 Quattro. Den har sølvfarvede tagbøjler, og bageste kofanger er mat grå.

- Vi hører meget gerne fra folk, som kender noget til denne bil. Det tyder på, at manden lige nu holder til i Vendsyssel. Det kan være, at bilen er parkeret ved en udlejningsejendom eller et sommerhus. Vi ved ikke, om der er tale om en dansker eller udlænding, siger politikommissær Peter Skovbak, leder af Efterforskningscenter Frederikshavn, til Kanal Frederikshavn.

Selv om vidnet i Strandby kun har bemærket én person, kan der sagtens være flere indblandet i den "turné", som i disse dage finder sted i Vendsyssel.


Seneste nyt

fra Nordjylland