Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

15-årig dreng død: 33-årig nægter sig skyldig

Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Betjente fra Nordjyllands Politi arbejder på stedet, hvor den 15-årige dreng blev fundet død den 28. marts.

I dag starter retssagen mod en 33-årig mand fra Frederikshavn, der er tiltalt for at have forårsaget en 15-årig drengs død. TV2 Nord er til stede i Retten i Hjørring, hvor tiltalte afgiver forklaring på dagens retsmøde.

I dag begyndte retssagen mod en 33-årig mand, der er sigtet for grov vold, og for at have efterladt en 15-årig dreng i hjælpeløs tilstand. Sagen drejer sig om den 15-årige dreng, der tilbage i marts måned blev fundet død på idrætsanlægget i Hørby.

TV2 Nords reporter Simon Mølgaard, der er til stede i retssalen, oplyser, at dagens retsmøde startede med en længere votering om dørlukning. Det afviste dommeren.

Derefter blev sagen indledningsvist gennemgået, og den tiltalte 33-årige mand blev i løbet af formiddagen afhørt af anklager Mette Bendix. Her kom det blandt andet frem, at tiltalte og afdøde har mødt hinanden én gang tidligere, og at de den pågældende aften 27. marts i år mødtes efter aftale på en app.

- Jeg gik ud fra, at han var 18 år, sagde den tiltalte. I retten kom det frem, at den afdøde oplyste sin alder i chatten, men det kunne tiltalte ikke huske.

- En bane hver anden time
I retten forklarede den tiltalte, at han kun husker brudstykker fra dagen, hvor han mødtes med den afdøde. I løbet af dagen havde den tiltalte set en veninde og været i Skagen og Frederikshavn. Han havde også drukket øl og taget amfetamin, oplyste han.

- En bane hver anden time løbende, forklarede den tiltalte om sit stofindtag på dagen, hvilket han betegnede som "lidt i løbet af dagen, men ikke i store mængder".

På den første retsdag onsdag blev der lagt en ekstra dag ind i sagen, så der nu er to dage tilbage af retssagen, som foregår i Retten i Hjørring. Foto: Arkivfoto/Simon Mølgaard

Han forklarede, at de mødtes ved hallen i Hørby, hvorefter de kørte hjem til tiltaltes adresse. Tiltalte kunne dog ikke huske, hvornår han hentede afdøde. Anklageren fortæller, at det ifølge internetoplysninger skulle være lidt over klokken 03 om natten. Under den første efterforskning blev der lavet en gennemgang af internetdata på blandt andet afdødes telefon.

Nægter grov vold og hensættelse i hjælpeløs tilstand
Ifølge den 33-åriges vidneforklaring tog de i løbet af natten det euforiserende stof MDMA og havde omgang af seksuel karakter. I retten blev der blevet afspillet en video, hvor pressen ikke måtte være til stede.

Desuden forholdt anklageren den tiltalte nogle tidligere afhøringer foretaget på politigården i Aalborg 16. april i år. Anklageren læste op, hvad politiet dengang skrev ned. Tiltalte kunne dog ikke huske om det, han dengang forklarede, var det, der foregik den pågældende nat.

Igennem sin forsvarer nægter den 33-årige sig skyldig i grov vold. Den tiltalte erkender at have forladt den 15-årige, men ikke at have hensat ham i hjælpeløs tilstand, som han er tiltalt for. De to paragraffer har en straframme på henholdsvis seks og otte års fængsel.

Den tiltalte erkender også at have været i besiddelse af narkotika til eget forbrug.

Fra klokken 11.30 er der middagspause, hvorefter retsmødet bliver genoptaget. Senere fremlægger anklageren øvrigt bevismateriale. 

Onsdag eftermiddag oplyser TV2 Nords reporter Simon Mølgaard, at der er blevet lagt en dag ekstra ind sagen, så der er to dage tilbage af retssagen.

Baggrund: En grusom sag

Det er en grusom voldssag med den værst tænkelige udgang, som Retten i Hjørring i dag og de kommende dage skal behandle.

Her sidder en 33-årig mand fra Frederikshavn på anklagebænken, tiltalt for at have forårsaget en 15-årig drengs død i marts i år.

Ifølge anklageskriftet tog sagen sin begyndelse ved 3-tiden natten mellem den 27. og 28. marts i år, hvor den nu 33-årige tiltalte udsatte den 15-årige dreng for ”vold i betydeligt omfang.”

Først på en adresse i Ravnshøj ved Frederikshavn, derefter under en køretur til Hørby udenfor Sæby og endelig på en adresse i byen, hvor volden fortsatte.

Den tiltalte udsatte ifølge anklageskriftet den 15-årige for slag med både hænderne og bælter, ligesom han udsatte ham for kvælning med både et hundehalsbånd og et bælte.

Som følge af den vold han blev udsat for, pådrog drengen sig adskillige skader i ansigtet og på kroppen.

Fundet livløs ved stadion

Ved 8-tiden om morgenen den 28. marts blev den 15-årige dreng, som var bosat i Hørby, fundet livløs ved boldbanerne på byens stadion. En halv time senere blev drengen erklæret død.

Godt to timer tidligere, omkring klokken 6.30 om morgenen, var den 15-årige dreng blevet efterladt på stedet af den tiltalte.

Ifølge anklageskriftet havde den dengang 32-årige, udover at udsætte ham for særlig grov vold, også givet den 15-årige stoffet MDMA (bedre kendt som ecstasy, red.)

Begge dele efterlod drengen i så hjælpeløs en tilstand, at han kort tid efter afgik ved døden.

Det siger paragrafferne:

Straffeloven § 245
Den, der udøver et legemsangreb af særligt rå, brutal eller farlig karakter eller gør sig skyldig i mishandling, straffes med fængsel indtil 6 år. Har et sådant legemsangreb haft betydelig skade på legeme eller helbred til følge, skal dette betragtes som en særligt skærpende omstændighed.

 

Straffeloven § 250
Den, som hensætter en anden i hjælpeløs tilstand eller forlader en under den pågældendes varetægt stående person i en sådan tilstand, straffes med fængsel indtil 8 år.

 

Kilde: danskelove.dk

Chokbølger gennem byen

Tragedien satte sig i dagene efter tydelige spor blandt de godt 400 beboere i Hørby. Den blev beskrevet som noget, der havde sat sig hos og rystet de fleste i byen.

TV2 Nord mødte blandt andre Tage Bøgh Jensen, der beskrev den afdøde dreng som en altid høflig og smilende fyr, som var herlig og nem at komme i kontakt med.

Derfor havde det også været en voldsom oplevelse for Tage Bøgh Jensen, da han som hjerteløber i byen blev kaldt til stadion den skæbnesvangre morgen i marts.

- Der var de jo allerede i gang med at arbejde på ham. Men man får jo et chok, når man ser, at det er ham, der ligger der, fortalte han TV2 Nords reporter.

Risikerer længere fængselsstraf

Den 33-årige tiltalte, som blandt andet er tidligere reality-deltager, risikerer at skulle tilbringe adskillige år bag tremmer, hvis han bliver fundet skyldig.

Han er tiltalt efter straffelovens §245, som handler om ”legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter,” ligesom han også er tiltalt efter §250, der handler om at ”hensætte og forlade en person i hjælpeløs tilstand.”

De to paragraffer har en straframme på henholdsvis seks og otte års fængsel.

Manden er desuden tiltalt for at have været i besiddelse af 64 gram MDMA til videresalg samt at være i besiddelse af amfetamin og kokain til eget forbrug.

Indslag fra TV2 Nord den 29. marts om sagen:

Nordjyllands Politi har i dag fængslet en 32-årig mand i forbindelse med sagen fra Hørby, hvor en 15-årig dreng lørdag blev fundet død på en boldbane. Manden er sigtet for at have efterladt drengen i hjælpeløs tilstand.

Foto: Anne Christensen, TV2 Nord

Prisen slår rekord - det bliver endnu dyrere end det var under energikrisen.

Torsdag når elprisen højere op end den var under energikrisen i 2022.

Prisen peaker mellem klokken 17.00 og 18.00, hvor prisen kommer til at ramme 6,98 øre/kWh - og det er uden afgift og moms. Når det lægges oven i bliver prisen omtrent 10 kroner mer kWh.

Så meget koster det

  • En omgang tørring i tumbleren: Cirka 46,53 kroner for en gennemsnitlig tumbler.

  • En times brug af ovnen: Cirka 25,85 kroner for en gennemsnitlig ovn.

  • En vask i en ikke alt for gammel vaskemaskine: Cirka 7,2 kroner.

  • En opvask i opvaskemaskinen: Cirka 9,8 kroner

Priserne i beregningen her er med afgift og moms, og kommer fra selskabet N1. Prisen bliver 10,34 når det er dyrest.

- Lige nu er der næsten ingen vind over Europa, samtidig er det både mørkt og koldt, og vi bruger derfor meget energi. Det er dog også vigtigt at sige, at vi ikke er samme sted som under energikrisen, det er en uheldig kombination af lav produktion af vedvarende energi og høj efterspørgsel i kortere perioder, som rammer os i disse dage, siger Mads Brøgger, der er direktør for Norlys’ energiforretning.

Ifølge Norlys har elprisen i snit været mindre end 50 øre per kWh, men siden august er den pris steget.

Prisen ser dog ud til at falde igen samtidig med, at der meldes om mildere temperaturer i vejret.

- Men får vi pludselig 14 dage i stræk med hård kulde, og der skal trækkes på de europæiske gaslagre, som ovenikøbet er mindre fyldte i år sammenlignet med sidste år, kan det selvfølgelig ændre sig, men som tingene ser ud nu, ser priserne ud til at falde de kommende uger, siger Mads Brøgger.


En ny købmand tror på projektet, og byen glæder sig over nu at have nok penge, til at redde købmanden.

Købmandsbutikken i Ravnkilde er reddet. Det er lykkes en lokal støttegruppe at samle over 800.000 kroner ind - og dermed har de nu sikret, at byens købmandsbutik kan genåbne.

- Det var en kæmpe, kæmpe, kæmpe god nyhed, lyder det begejstret fra Kirsten Baisgaard, der er formand for forsamlingshuset i Ravnkilde.

I slutningen af september måtte den daværende ejer opgive at drive købmandsbutikken.

Lige siden har borgergruppen Købmandsgruppen forsøgt at samle penge nok ind til, at de kunne genåbne købmandsbutikken.

Tror på butikkens overlevelse

Onsdag aften var der samlet 830.000 kroner, og dermed nok til, at butikken kan genopstå.

- Jamen, det er jo helt vildt. Det bliver hårdt, men også virkelig lærerigt og sjovt, er jeg sikker på, siger Lisa Norman, der er den kommende købmand i Ravnkilde.

Købmandsgruppen håber, at borgerne i byen er klar til at støtte butikken, når den åbner.

- Jeg håber og tror jo, at det er gået op for os alle sammen, at det ikke er nogen selvfølge, at vi har en købmand i byen, lyder det fra Kirsten Baisgaard.

Den kommende købmand er heller ikke i tvivl om, at butikken nok skal klare sig.

- Vi har lavet nogle analyser og fået Dagrofas hjælp til at lave nogle analyser omkring, om den her kan køre rundt i byen. Og det kan den. Så det er jeg slet ikke bekymret for, siger Lisa Norman.

”Købmandsgruppen” håber, at købmandsbutikken bliver klar til at genåbne til maj.


Overtog sin første frisørsalon som 24-årig: Nu har han overtaget sin tredje

Anders Blaabjerg på 25 år er indehaver af tre frisørsaloner i Jylland. Han overtog den første, da han stadig var elev. Det skulle medarbejderne lige vænne sig til.

Det tog et par søvnløse nætter, før Anders Blaabjerg blev overtalt til at skifte sit erhverv til frisør.

I en alder af 20 år kunne den unge mand skrive salgsassistent på CV'et med et job i Føtex. Der gik ikke lang tid, før flere af frisørerne i Thisted var efter den nyuddannede.

- Da Kristian Berthelsen (tidl. ejer af ZoombyZoom Thisted) tog fat i mig, var han den anden frisør. Så måtte jeg forsigtigt lukke den ene dør for at åbne døren som frisør, fortæller Anders Blaabjerg, der til daglig er chef for tre ZoombyZoom-saloner i Jylland.

Døren til frisørverdenen blev åbnet - og der gik ikke lang tid, før flere muligheder stod på dørtrinet.

- Det har altid været lidt en joke, at den skulle være min en dag. Og så kom muligheden, fortæller den 25-årige indehaver.

Anders Blaabjerg var ikke færdiguddannet, da han pludselig gik fra at være elev til chef på en juleferie. Det var et skifte, som både han og hans medarbejdere skulle finde sig til ro med.

- I starten skulle man lige vænne sig til det at have en chef, der er 25 år, når man selv er over, fortæller Maja Ravn Madsen, der har arbejdet som frisør i ZoombyZoom i Thisted i seks år.

Foto: Josephine Hartvig / TV MIDTVEST

Det var et 'match made in heaven', at Anders Blaabjerg valgte at gå frisørens vej. Derfor betyder det ikke så meget, at arbejdstimerne fylder det meste af dagen.

- Jeg har et drive uden lige. Så jeg ved ikke, hvem der stjæler mit ur, når klokken pludselig er 11 om aftenen, og jeg startede klokken otte om morgenen, fortæller den unge iværksætter med et smil.

Kunderne undrede sig heller ikke, da Anders Blaabjerg pludselig var chef.

- Han er stadig bare Anders. Jeg tror, det ligger naturligt til ham, for det var den mulighed, der bød sig, fortæller Hanne Fårup Rasmussen, der til daglig er fagligkonsulent i FOA og har haft Anders Blaabjerg som frisør, siden han startede som elev i forretningen i 2020.

Selvom den unge chef kun er 25 år, så generer alderen ham ikke spor.

- Jeg er lidt en gammel mand i en ung krop. Det tror jeg også, de andre vil sige her, griner Anders Blaabjerg.

Frisørsalonen i Fredericia er den sidst tilkomne i den begyndende perlerække, som Anders Blaabjerg har startet. Han overtog forretningen tilbage i maj, hvor det kun var få måneder siden, at han havde fået ansvaret for frisørsalonen i Aalborg. Derfor klapper den unge mand hesten og holder sig til sine tre nuværende forretninger.

- Aldrig sig aldrig selvfølgelig. Men der har været fart på det sidste stykke tid, så for nu er der ikke flere ting i støbeskeen, fortæller Anders Blaabjerg, mens han ordner håret på Hanne Fårup Rasmussen.


Lige ved og næsten: Aalborg snupper sejren til sidst

Alt blev afgjort i kampens døende minutter, da Aalborg Håndbold onsdag besejrede TMS Ringsted med 35-32.

Nogle hurtige og hasarderede beslutninger resulterede i, at gæsterne fra TMS Ringsted fik bragt sig hurtigt i front. 

Aalborg-spillerne fik dog hurtigt indhentet dem igen, og efterfølgende bragt sig foran. 

Men flere uskarpe afleveringer og dårlige beslutninger fik gæsterne i hælene af hjemmeholdet igen.

Selvom hjemmeholdet førte med tre mål ved pausen, så fik gæsterne hurtigt spillet sig tilbage og indhentede igen aalborgenserne. 

Generelt var det et uskarp Aalborg håndbold-hold, der var mødt op onsdag aften. Heldigvis for hjemmeholdet tog målmand Niklas Landin en for holdet, og stod for flere redninger, der holdt aalborgenserne i front.

Men gæsterne holdt ved, og med 10

Minutter igen, var stillingen 29-29.

Kampens sidste minutter blev spændende. Mens Aalborg Håndbold fortsatte med at lave fejl, formåede gæsterne at presse på, og hele tiden være blot et mål efter. 

Til sidst lykkedes det dog Aalborg håndbold at hive sejren hjem. 

Med onsdagens kneben sejr, lykkedes det Aalborg Håndbold at hive den niende sejr i streg i hus. 


Kan ikke få fat på lægen - udskældt lægehus er igen i problemer

Foto: Mie Skjødt Nielsen / TV2 Nord

Problemet skulle være løst nu. Men lægehuset ønsker ikke at stille op til interview.

- Sådan kan man ikke behandle folk. Det er et helt område, lyder det fra en frustreret Kim Kronborg fra Fjerritselv.

Flere nordjyder sim Kim har i løbet af ugen oplevet problemer, når de har forsøgt at komme igennem Alles lægehus.

Over hele landet har det været et problem på grund af en fejl i deres IT-system. Kim Kronborg skulle mandag have taget en blodprøve fordi han har lidt forhøjet blodtryk, for at finde ud af om han kunne få noget andet medicin - men onsdag har han stadig ikke kunnet få en tid.

- Herregud! Det kan jo ikke passe, at man ikke kan få tager en blodprøve eller ikke kan komme til sin læge, bare fordi computeren falder ud. Så må de gøre et eller andet, siger han til TV2 Nord.

Vil væk fra Alles Lægehus

TV2 Nord tog ud til lægehuset i Fjerritslev. Der var patienter derinde, men alt foregik manuelt og ingen ønskede at udtale sig til TV2 Nord.

Alles Lægehus ønsker ikke at stille op til interview, men skriver til TV2 Nord, at de har oplevet et større IT-nedbrud, som har givet udfordringer i klinikkerne. Og at det nu er løst.

Selvom problemerne er løst, er Kim Kronborg stadig godt træt af Alles lægehus.

- Så snart jeg får en chance, og der kommer nogle læger her i nærheden, og det har jeg hørt, at der bliver udvidet i Løgstør, så flytter jeg. Jeg vil ikke være i noget, der hedder Alles Lægehus mere, siger han.

Region Nordjylland ønskede ikke at stille op til interview, men skriver i et skriftligt svar, at de er opmærksomme på udfordringerne.