35-årig mand er stadig efterlyst efter drabsforsøg

Nordjyllands Politi efterlyser stadig en 35-årig mand, der er mistænkt for at have taget del i et voldeligt overfald, hvor en 25-årig mand blev stukket med kniv og slået i hovedet med et slagvåben.

Nordjyllands Politi leder fortsat efter den 35-årige Stefan Tahir Gaarboe Danielsen. Han er mistænkt i en sag om drabsforsøg, der fandt sted i Frederikshavn 2. marts.

- Her blev en 25-årig frederikshavner stukket med kniv og slået i hovedet med et slagvåben, siger politikommissær Peter Skovbak, der leder politiets efterforskning af sagen.

Overfaldet fandt sted på Abildgårdsvej i Frederikshavn 00.47 natten til 2. marts. Indtil videre er tre personer anholdt og fængslet i sagen, der behandles som forsøg på manddrab.

- Vi mistænker den 35-årige for at have taget del i denne meget alvorlige forbrydelse. Og han skal pågribes, så han kan blive stillet til regnskab for sine handlinger, siger Peter Skovbak.

Kan opholde sig i København

Efterforskningscenter Frederikshavn har ledt intenst efter den efterlyste i flere uger. Stefan Tahir Gaarboe Danielsen blev efterlyst første gang i offentligheden 31. marts.

- Vi ved, at han er tilmeldt en adresse i Aalborg, men det er også sandsynligt, at han kan have taget ophold andre steder - for eksempel i København, hvor han har relationer, siger Peter Skovbak.

Den efterlyste Stefan Tahir Gaardboe Danielsen beskrives som 183 centimeter høj og almindelig af bygning. Han har lys hud og lyst, kort hår. Derudover har han bogstaverne LTF tatoveret på halsen, og han har også tatoveringer på armene.

Har man oplysninger om, hvor han befinder sig, bedes man kontakte Nordjyllands Politi på telefonnummer 114.


Seneste nyt

fra Nordjylland