50-årig fængslet for at køre skolepige ihjel

En 50-årig mand blev tirsdag varetægtsfængslet frem til 6. december sigtet for uagtsomt at have kørt i narkopåvirket tilstand og forårsaget en 12-årig piges død.

Den fatale ulykke skete mandag morgen på Brøndenvej i Østervrå, da pigen var på vej til skole. Den 50-årige mand, der sad bag rattet i den bil, der ramte hende, var tirsdag for en dommer i Retten i Hjørring, med henblik på at blive varetægtsfængslet.

Det var i hvert fald det, anklagemyndigheden gik efter, da politiet fortsat er i gang med undersøgelser af stedet, hvor den lille pige mandag kort før klokken 7.30 blev ramt af bilen, mens hun kom kørende på sit el-løbehjul. 

Den nu fængslede mand forklarede i retten, at han var på vej på arbejde, da ulykken skete. Han erkendte i retten, at han havde påkørt den 12-årige pige, men at det ikke var med vilje. Han havde ganske enkelt ikke set pigen på løbehjul.

Det var den 50-årige mand selv, der slog alarm efter ulykken.

Dommeren valgte at følget anklagemyndigheden og fængsle den 50-årige mand frem til den 6. december. Han er sigtet for uagtsomt manddrab og for at køre i narkopåvirket tilstand. 

- En test med et narkometer viste positivt udslag for cannabis og amfetamin, siger anklager Sofie Stokholm Jepsen fra Nordjyllands Politi.

- Den 50-årige mand nægtede i retten dog at have indtaget narko, tilføjer anklageren.

Politiet ønsker fortsat at høre fra vidner til ulykken eller fra folk, der har været på stedet mandag morgen før ulykken, og politiet kan kontaktes på telefon 114.


Seneste nyt

fra Nordjylland