57-årig mand varetægtsfængslet efter knivdrab - 40-årig eftersøgt anholdt
Foto: Kanal Frederikshavn
Det var her på Lindegårdsvej, at den 49-årige mand blev stukket ihjel. En 57-årig mand er varetægtsfængslet, mens en 38-årig kvinde er blevet løsladt.
En 57-årig mand fra Frederikshavn er varetægtsfængslet i fire uger, efter han var i grundlovsforhør i dag. En 38-årige kvinde er løsladt.
En 57-årig mand og en 38-årig kvinde fra Frederikshavnsområdet var i dag, mandag, i retten i Hjørring til grundslovsforhør, sigtet for at have stukket en 49-årig mand ihjel.
Efterfølgende er den 57-årige mand blevet varetægtsfængslet i fire uger af hensyn til politiets videre efterforskning, mens kvinden er blevet løsladt. Det fortæller anklager, Janni Nørgaard.
Manden modtog dommen, mens anklagemyndigheden keerede kvindens løsladelse.
Den 57-årige er sigtet efter § 246 om grov vold med døden til følge. Strafferammen går op til 10 år.
Politiet har også fundet den 40-årige mand, som de eftersøgte tidligere i dag. Det fortæller vicepolitiinspektør Frank Olsen. Han er mistænkt for at være involveret i knivdrabet af den 49-årige.
En politipatrulje traf ham tidligere i dag, mandag, i Frederikshavn, hvor han blev anholdt. Han forventes at blive fremstillet for grundlovsforhør i morgen, tirsdag.
Den knivdrabte opsøgte de to mænd og kvinden på en adresse på Lindegårdsvej i Frederikshavn sent i aftes. Ifølge politiet opstod der tumult imellem de tre, og den 49-årige flygtede til en opgang på en anden adresse på samme gade.
Han blev fundet af politiet stukket ihjel i en kælderskakt.
Janni Nørgaard kan ikke sige noget om motivet eller andet konkret om sagen af hensyn til efterforskningen, men politiet har bekræftet, at alle fire involverede har forbindelser til narkomiljøet i Frederikshavn.