Bidt af et galt lokomotiv: Jørgens samling er blandt landets største

På en førstesal i Sæby står en modeltogbane, der er mere komplet end de fleste.

82-årige Jørgen Kjerulf er det, man kan kalde en rigtig samler. Han er bidt af et galt lokomotiv, og i villaen i Sæby har han indrettet et stort rum ene og alene til sin modeltogbane.

- Det er de hellige haller, lyder det fra Jørgen Kjerulf, da han viser os ind i rummet.

Fra en kommandocentral kan Jørgen styre hvert et lokomotiv. Skinnerne fører lokomotiverne gennem et landskab, der er dekoreret med træer, små menneskefigurer og et hav af modelhuse, der blandt andet forestiller Sindal Posthus og Ebeltoft Rådhus.

 
 
Foto: Tor Løkken

Lokomotiv fra Hong Kong fik Jørgen på sporet

Det var et enkelt lokomotiv, der startede det hele. Et lokomotiv, som Jørgens far købte i Hong Kong. Lokomotivet er nu pensioneret – ligesom Jørgen i øvrigt – og står opbevaret i et glasskab.

- Min far sejlede, og så tog han det med hjem til mig. Så købte jeg skinner, siger Jørgen Kjerulf og viser det helt særlige lokomotiv frem.

 

Lokomotiverne og vognene er kopier af rigtige lokomotiver og vogne i størrelsesforholdet 1:87.

Jørgen Kjerulf er blandt andet i besiddelse af et tog, der forestiller dronningens salonvogn. Både udenpå og indeni er den nøjagtigt magen til den ægte vare.

Selv kan Jørgen bedst lide damplokomotiver.

 
 
Foto: Tor Løkken

Modeltogbanen får Jørgen til at slappe af

At samle på modeltog er ikke ligefrem nogen billig hobby. Et enkelt lokomotiv kan sagtens koste omkring 3000 kroner, mens vognene ligger på op til 900 kroner stykket.

Den store samling er det hele værd, mener Jørgen Kjerulf.

- Jeg slapper af med det. Tiden løber bare, siger han.

Se meget mere lige herunder – og mød flere spændende personligheder i Nordliv lige her.

Se indslaget med Jørgen Kjerulf her.

Seneste nyt

fra Nordjylland