Bøn fra naboer: Riv skoleruin ned

Alt inventaret er fjernet. Gulvene er brækket op, og alle døre og vinduer er pillet ud. Murstenene falder sten for sten af toppen på gavlen, og selv det nødhegn, som skal holde nysgerrige væk, er væltet.

Naboerne til den engang så flotte store røde skole i Dybvad har en klar bøn. De vil have den gamle realskole i byen revet ned. Bygningen er i så dårlig forfatning, at den ikke længere vurderes til at redde.

- Jeg skal ikke derind. Det er livsfarligt. Den er sunket 40 centimeter nogle steder, siger Alf Poulsen, som bor nabo til skolen på Idskovvej i Dybvad.

I 1998 lukkede Dybvad Real Skole og den daværende Sæby Kommune solgte skolen for tre millioner kroner. I dag er skolen forladt og i forfald og med fare for at styrte sammen flere steder.

En del af gavlen er faldet ned, og alle døre og vinduer er fjernet.
En del af gavlen er faldet ned, og alle døre og vinduer er fjernet.

I 2018 blev skolen handlet for 15.000 kroner. Her var bygningerne allerede hårdt medtaget, da ejeren havde pillet vinduer og døre ud. Køberen var dengang en mand fra Odense. Han solgte skolen i september 2019 for 66.000 kroner. Ifølge Tingbogen var handlen en såkaldt familieoverdragelse, idet køberen var mandens ægtefælle.

Det har ikke været muligt at komme i kontakt med hverken den nuværende eller tidligere ejer for at høre om deres planer med den gamle skole.

Livsfarlig legeplads

I Dybvad har de heller ikke set noget til ejeren af skolen. Til gengæld ser de ofte folk på grunden og inde i den faldefærdige skolebygning. Ifølge formanden for Borgerforeningen i Dybvad, Jesper Koldtoft, er det både lokale unge fra byen, som opholder sig i bygningerne, og folk ude fra, som kommer kørende til for at se på byens såkaldte attraktion.

- Det er livsfarligt. Der er huller i etageadskillelsen, og det er en farlig legeplads, siger Jesper Koldtoft.

Også Alf Poulsen ser ofte folk gå rundt inde i bygningerne.

- Vi har set flere gange, at der går mennesker oppe i etagene. De går og lyser oppe i ruinerne, fortæller Alf Poulsen.

Frederikshavn Kommune gav i 2018 den daværende ejer påbud om at sikre ejendommen forsvarligt, så folk ikke kunne færdes på grunden. Formanden for Teknisk Udvalg i Frederikshavn Kommune var onsdag i Dybvad, og synet af skoleruinen ryster ham.

- Det ser jo forskrækkeligt ud, siger udvalgsformand Peter Sørensen (V).

TV2 Nord rettede i sidste uge henvendelse til Frederikshavn Kommune om den tidligere skole i Dybvad. Det fik kommunen til at tage på besigtigelse af ejendommen, og i en rapport om skoleruinen fastslår kommunen, at der er en række forhold, som skal udbedres på ejendommen.

Nyt påbud på vej

Ejeren får nu et nyt påbud om at sikre den 1200 kvadratmeter store ejendom, så den ikke er farlig.

- Jeg kan tydelig se, at der skal gøres noget, og derfor har vi skrevet til ejeren, at der skal gøres noget, og så må vi se, hvad det kan blive til, siger formanden for Teknisk Udvalg, Peter Sørensen.

I Dybvad håber de denne gang på mere end blot et nyt hegn, som blokerer indgangen og plader for vinduerne. Borgerforeningen vil ligesom naboen Alf Poulsen have bygningen revet ned.

- Det vil være en lettelse for hele byen, hvis den var væk, så at få den revet ned vil betyde rigtig meget for et samfund som vores, siger formanden for Dybvad Borgerforening, Jesper Koldtoft.

ruin3

Udvalgsformand: Skal rives ned før den falder ned

Frederikshavn Kommune har ikke hjemmel til at pålægge ejeren at rive bygningen ned, men kommunen vil nu lægge pres for at få ejeren til at fjerne den faldefærdige bygning.

- Den skal jo rives ned, inden den falder ned, og det ser ikke ud til, at det er lang tid til, siger Peter Sørensen (V).

Hvis man kan komme i en dialog med ejeren, så er kommunen klar til at drøfte om dele af nedrivningspuljen kan anvendes på at rive resterne af Dybvad Real Skole ned.

Og fra nabogrunden drømmer Alf Poulsen om en bedre udsigt end til skoleruinen.

- Der kan blive seks gode byggegrunde til oldekoller til ældre. Det vil være rigtig fint, siger Alf Poulsen. 

Skolen er bygget i 1918.
Skolen er bygget i 1918.

Seneste nyt

fra Nordjylland