Byrådsmedlem melder sig ud af Dansk Folkeparti

Dansk Folkeparti er ikke længere repræsenteret i byrådet i Frederikshavn Kommune, efter at Flemming Rasmussen har meldt sig ud af partiet.

Dansk Folkeparti er ikke længere repræsenteret i Frederikshavn Byråd, da Flemming Rasmussen, der var partiets eneste byrådsmedlem i Frederikshavn Kommune, har meldt sig ud af Dansk Folkeparti.

Det skriver Kanal Frederikshavn.

Også Dansk Folkepartis tidligere gruppeformand Carsten Sørensen, der i dag er 1. suppleant i byrådet, har forladt partiet.

Udmeldingerne kommer få dage efter, at Dansk Folkeparti præsenterede Thomas Hjort som ny spidskandidat til kommunalvalget næste år. Flemming Rasmussen oplyser til Kanal Frederikshavn, at det netop er torsdagens opstillingsmøde, som får ham til at smække med døren.

Her besluttede et flertal desuden, at kandidaterne skal opstilles på en partiliste til kommunalvalget næste år. Det betyder, at kandidaterne er opstillet i prioriteret rækkefølge. Stemmer, der tilfalder partiet, går dermed til den kandidat, der står øverst på listen.

- Det hører jo kommunismen til. Det vil jeg simpelthen ikke være med til, så allerede torsdag aften besluttede jeg at melde mig ud af partiet. Det blev ikke til meget søvn den nat, siger Flemming Rasmussen til Kanal Frederikshavn.

'Alt var aftalt på forhånd'

Thomas Hjort blev valgt som DF's spidskandidat, mens Flemming Rasmussen måtte tage til takke med en placering som nummer fire på listen. Ifølge Flemming Rasmussen var alt aftalt på forhånd. 

- Det var pinligt at være med til. Jeg ønsker absolut ikke at deltage i sådan noget, pointerer han.

Dansk Folkeparti havde i perioden fra 2014 til 2017 partiet fire byrådsmedlemmer i Frederikshavn Kommune. Det blev reduceret til to ved kommunalvalget i 2017. Tidligere i år forlod Kasper Lau byrådet, fordi han flyttede fra kommunen. Han blev afløst af 1. suppleant Lars Oldager, som i mellemtiden var skiftet til Socialdemokratiet. Indtil i dag var Flemming Rasmussen således eneste DF'er i byrådet.

Flemming Rasmussen overvejer nu sin politiske fremtid. Han vil gerne fortsætte i byrådet - også efter næste års kommunalvalg.

- Jeg ved ikke, hvad jeg gør. Der er flere muligheder. Vi kan lave en lokalliste eller melde os ind i et andet parti. I givet fald bliver det hverken i Socialdemokratiet eller Venstre, men alt der imellem, fortæller Flemming Rasmussen.


Seneste nyt

fra Nordjylland