Cykelfeberen har spredt sig: Daginstitution tager touren til legepladsen
Det er ikke kun de professionelle cykelryttere, som træder i pedalerne i disse dage. På Bødkergården i Østervrå, var støttehjulene sat på.
Tour de Bødkergården kalder de det.
For børnehavebørnene, vuggestuebørnene og børnene på specialtilbuddet på daginstitutionen i Østervrå holdte fredag sit helt eget cykelløb.
- Vi har brugt hele ugen sammen med børnene, så de har hjulpet med at lave det hele, fortæller Maria Moselund Kristensen, som er pædagog på Bødkergården.
De 34 børn har selv været med til at lave medaljer, bannere, måltavler, blomsterbuketter og meget andet.
Et rigtigt cykelløb
Freddag gik startskuddet så, hvor børnehavebørnene selv havde cykler med, specialtilbudsbørnene kørestolene og vuggestuebørnene agerede heppende tilskuere.
- De synes jo, at det er mega hyggeligt, at vi som pædagoger gider at være med til at arrangere det, gider at gå op i det og klæde os ud som cykelryttere, siger Maria Moselund Kristensen.
Børnene stillede til start både i hold og enkeltstart, og selv efter løbet var slut fortsatte de ivrige cyklister på ruten.
- Det har været nogle trætte, men glade børn. Nok mere glade og stolte. Også i og med at de selv kan sige, at det har jeg været med til at lave.
Det er ikke første gang, at Bødkergården laver et større arrangement for børnene.
En kreativ indstilling
For ikke så længe siden var det et cirkus børnene kunne deltage i planlægningen af.
- Vi har altid børnene med, når vi planlægger, siger Maria Moselund Kristensen, og fortsætter:
Det giver ejerskab og lyst til selv at kunne komme med ideer 'okay jeg kan også noget. Jeg kan også bidrage', så det giver jo bare noget på venskabskontoen og på selvtillidskontoen. Det der med, at der er nogle voksne, som tror på, at man kan noget.
Efter dagens hårde etape kunne cykelryttere mætte sig i franske hotdogs, kage og saftevand, inden de endnu engang var klar til en omgang. Men først beviser og medaljer på, at de har været med.
Et Tour de France tema giver god mening i disse dage, hvor der knokles i de franske alper. Og det er da også her børnene har fået inspiration.
- Vores børn har været optaget af, at forældrene har fulgt med i Tour de France, og nu hvor der har været studenterkørsel, så har det været noget, der har optaget dem meget. Så vi aftalte, at nu laver vi noget, når vi ikke er så mange børn.
Se her, da Tour de Bødkergården løb af stablen med professionelle kommentatorer.