Danish Crown opruster: 60 nye job i Sæby
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Nedgang er vendt til fremgang. Danish Crown melder nu om flere hundrede nye job, og flere af dem kommer i Sæby.
Godt 60 nye ansatte skal snart til at stemple ind på Danish Crown slageriet i Sæby. Efter flere år, hvor antallet af grise har været faldende, kan de nu juble på slagteriet. De får nemlig del i en ny aftale om i alt 600.000 flere grise til slagtning.
- Jeg er utroligt glad for, at vi efter 10 år med konstante fald nu ser ind i stigende leverancer af slagtegrise. Det betyder, at vi kan udvide og byde nye medarbejdere velkommen i stedet for at skulle reducere kapaciteten, siger produktionsdirektør i Danish Crown Pork Per Laursen.
Vi skal ikke mere end et par måneder tilbage, før omstændighederne så helt anderledes ud. Dengang frygtede Danish Crown at de måtte trække stikket for et slagteri. Det scenarie behøver de heldigvis ikke længere tænke på.
De 60 nye ansatte i Sæby skal arbejde på et nathold.
- Vi sidder med en prognose, der signalerer en vending i produktionen af slagtegrise. Samtidig er vi i offensiven og har fået en række nye andelshavere de seneste måneder. En stor del af dem begynder at levere grise allerede til september, så vi skal ansætte folk både i Ringsted og Sæby hen over sommeren, siger Per Laursen.
Ansættelsesprocessen kommer til at ske i samarbejde med Fødevareforbundet NNF og jobcentret i Frederikshavn Kommune. Hvis alt går som planlagt, skal en del af stillingerne besættes af kontanthjælpsmodtagere og flygtninge.
- Jeg er utroligt glad for, at vi nu skal ansætte et så stort antal medarbejdere. Regeringens vækstpakke til landbruget og tilskudsordningen til nye slagtesvinestalde har uden tvivl skabt ny optimisme i landbruget. Samtidig ser vi en klar effekt af den vækstpakke, som vores repræsentantskab sagde ja til i starten af maj, så vi står i en meget positiv situation, siger Danish Crowns Group CEO Jais Valeur.
De 600.000 grise får ikke kun positive konsekvenser for Sæby. Også i Ringsted kommer de til at mærke til det. Her bliver oprettet 200 nye job.