De første penge bliver udbetalt til minkavlerne – men kun til meget få avlere
Foto: Jesper Clausen/Landscentret, Pelsdyr
Det drejer sig om under ti minkavlere, der nu får penge af staten, fortæller en nordjysk minkavler.
På overfladen ser det rigtig godt ud for de nordjyske minkavlere, at udbetalingen til minkavlerne nu begynder, men det er slet ikke så sukkersød en historie, som regeringen gerne vil gøre den til, lyder det fra minkavler John Haugaard.
Fødevareminister Rasmus Prehn (S) sagde onsdag i Folketingssalen, at de første honorarer til minkavlere, der har slået deres dyr ned, bliver udbetalt "i disse timer".
De penge, der nu står til udbetaling til minkavlerne, er en timelønsbetaling for aflivning af egne mink, men ifølge John Haugaard, så drejer det sig om meget få minkavlere, der altså nu kan se frem til at få de første penge i mange måneder.
- De penge, der kommer i dag (onsdag, red.), får jeg ingen af. Det er kun avlere på timeløn, der får glæde af det. Nogle få har aflivet på timeløn, og det er dem, der får penge nu. Det drejer sig om under ti avlere, siger John Haugaard til TV2 Nord.
Første meter af et maraton
John Haugaard fortæller, at han og de fleste andre minkavlere har lavet en kontrakt med Fødevarestyrelsen, hvor de ikke er timelønnet for at aflive deres egne mink. Derfor er han ikke særlig tilfreds med den udbetaling regeringen og fødevareminister Rasmus Prehn (S) onsdag fremlagde.
- Der er ingen ting i det, siger John Haugaard.
Er de gået i gang med at udbetale til alle avlere?
- Nej, det er de ikke, siger John Haugaard.
- Det er kun en undskyldning for at sige, at man er i gang med i udbetalingerne, men de er reelt ikke i gang med at udbetale. Det svarer til at have løbet den første meter i et maratonløb, fortsætter John Haugaard til TV2 Nord.
Venter stadig
John Haugaard har tidligere fortalt til TV2 Nord, at han forventer at have en tocifret millionbeløb til gode hos staten for avlingen af hans mink. Oven i det beløb kommer så kompensation for tabt erhverv.
- Vi venter stadig, siger John Haugaard.
Tirsdag aften blev folketingets partier indkaldt til forhandlinger om erstatning til minkavlerne efter næsten en måneds pause fra forhandlingerne.
Er der mere ro på hos dig nu med tanke på, at de er begyndt at forhandle igen?
- Nej, det kan man ikke sige. Vi kan ikke stole på dem. Jeg får ikke ro i sjælen får der kommer penge på min konto, siger John Haugaard.
Håber på aftale i denne uge
I tillæg til erstatningen for værdien af skindene og driftstabet skulle avlerne tildeles en tempobonus på 30 kroner per mink, hvis de fik aflivet alle deres mink senest den 19. november 2020. Herudover fik minkavlere, hvis farme var beliggende i Hjørring, Brønderslev, Frederikshavn, Thisted, Jammerbugt, Vesthimmerland og Læsø Kommune stillet i udsigt, at de ville få yderligere 10 kroner i bonus, hvis de aflivede deres mink inden 12. november 2020.
Tempobonussen og aftalen om kompensation mangler fortsat at falde på plads, men Ole Bakke tror snart, at der sker noget på det område.
- Jeg er fortrøstningsfuld, og så håber jeg på, at der bliver landet en aftale i den her uge. Det synes jeg, at de skylder os, så vi kan afsluttet det her, siger formand for Nordjysk Pelsdyravlerforening Ole Bakke.