Dennis Knudsen blander sig i støjdebat: - Hvad sker der, Skagen?
Foto: Nils Meilvang, Scanpix.
Frisør og makeupartist Dennis Knudsen gav fredag aften sit besyv med i debatten om støjreglerne i Skagen, der har udløst politianmeldelser for flere restauranter i byen.
Fredag aften blev der skrevet et nyt kapitel i epistlen om støjreglerne i Skagen, der de seneste dage har været til heftig debat.
Efter en koncert på Skagens Fiskerestaurant med Sanne Salomonsen, som - efter gældende regler - blev afbrudt præcis klokken 24, gik en af koncertens mere kendte tilskuere nemlig på scenen og greb mikrofonen.
Der var tale om frisør og makeupartist Dennis Knudsen, som var kommet til Skagen selv samme dag for at feste, men som, på grund af reglerne og en række politianmeldelser af forskellige restaurationer for at støje for meget altså blev afbrudt i sin fest på Skagens Fiskerestaurant.
Det skriver KanalFrederikshavn.dk med henvisning til et videoklip på Facebook, som viser hele talen fra kendis-frisøren.
At musikken skulle stoppe klokken 24 faldt ikke i god jord hos hverken Dennis Knudsen eller de øvrige publikummer på restauranten fredag aften.
- Jeg stod på Nordisk Film klokken seks i morges på Bille Augusts nye film, Lykke-Per. Jeg har knoklet hele dagen. Klokken 14 kører jeg til Skagen for at være her i aften og give den gas. Og what the fuck - hvad er det, der sker? Der står nogle politikere og fortæller os, at klokken er 24, og nej tak, og vi skal lukke og slukke. Er det i orden, spurgte Dennis Knudsen i mikrofonen og fik et rungende nej retur.
Onsdag kunne TV2 Nord fortælle, at i alt fem restauranter i Skagen er blevet politianmeldt denne sommer for ikke at overholde reglerne for, hvornår og hvor meget de må støje med livemusik. En af dem var altså Skagens Fiskerestaurant og restauratør Jesper Winther.
Derfor var Jesper Winther også selv på scenen fredag aften for at forklare, hvorfor festen skulle stoppe dér. Men så let skulle det alligevel ikke gå, mente Dennis Knudsen.
- Jeg er nødt til at gøre det, for jeg er kommet herop i uge 29 for at få en fest. Men det kan kraftedeme ikke være rigtigt, at der skal stå nogle mennesker og fortælle os, at vi ikke kan spille musik efter klokken 24, råbte han og sluttede sin tale af med at sende et signal til politikerne i Frederikshavn Kommune.
- Det er meget forbudt, det jeg gør nu, men det betyder faktisk, at når jeg siger tak for nu, så er der slukket og lukket for musik. Er det okay? Så er det op på bordene og vis, at I ikke overgiver jer, opfordrede Dennis Knudsen.
Og det gjorde de så, gæsterne.