Dennis stemte nej: - Jeg er da lidt træt af det
Se TV2 Nords indslag her.
Frederikshavnkredsen blev i går den valgkreds i Nordjylland, hvor den største procentdel i landet stemte nej til afskaffelsen af forsvarsforbeholdet. Blandt nej-sigerne er den lokale motorcykelmekaniker fra Voerså.
Hos Dennis Sørensen fra Voerså er holdningen til EU ikke til at tage fejl af.
- Jeg stemmer nej, hver gang det handler om EU.
Ordene falder resolut og uden tøven fra motorcykelmekanikeren, der de sidste 19 år har drevet MC Kompagniet i Voerså.
- Det der med Europa og EU – det er bare så langt væk fra folks hverdag herude. Det er det i hvert fald for mit vedkommende. Jeg går da ikke og tænker over, hvad der foregår nede ved Von der Leyen i EU. Det gør jeg altså virkelig ikke, siger han.
Dermed hører han til blandt de godt 40 procent af de stemmeberettigede i Frederikshavnkredsen, som ved folkeafstemningen i går stemte nej til at afskaffe forsvarsforbeholdet.
I alt satte 41,6 procent i går kryds ved ”Nej” i kredsen – og det er den højeste procentdel af nej-stemmer i en enkelt valgkreds i hele Danmark.
- Det kommer ikke bag på mig, konstaterer Dennis Sørensen, mens han arbejder på at udskifte bremserne på en motorcykel i værkstedet.
Nordjylland lig med EU-modstand
Traditionelt set er Nordjylland da også kendt som en højborg for EU-modstand. Ved den seneste EU-afstemning i 2015 stemte 57,2 procent i Nordjyllands Storkreds nej til afskaffelsen af retsforbeholdet.Dengang blev Kaas ved Pandrup det sted i hele Danmark, hvor den største procentdel af borgerne stemte nej: Hele 76,4 procent af de afgivne stemmer gik til nej-siden. Ved gårsdagens folkeafstemning blev det da også til et snævert nej i Kaas med 50,6 procent.
Men denne gang skal de mest EU-kritiske nordjyder altså blandt andet findes i Voerså.
- Jeg er da lidt træt af, at det blev et ja. Men sådan er det jo med et demokrati. Det er flertallet, der bestemmer, siger Dennis Sørensen.
Rundt omkring bag ligusterhækkene i Voersaa findes der da også 46,3 procent ja-sigere. Alligevel bliver MC Kompagniet hos Dennis Sørensen dog næppe EU-venligt territorium af den grund.
- Det kommer næppe til at ske foreløbigt, konstaterer han med et grin.