Det tyske valg på skoleskemaet i Frederikshavn: - Der er så mange ting, man ikke ved
Foto: Christian Henriksen / TV2 Nord
Handelsskoleelever i Frederikshavn fik mandag et indblik i, hvad det forestående valg i Tyskland handler om. Et valg, som eleverne på forhånd ikke vidste ret meget om.
Det gik ikke manges næse forbi, at amerikanerne sidste efterår skulle vælge ny præsident. Nyhedsudsendelser, aviser og sociale medier flød over med indslag, artikler og opslag om duellen mellem Donald Trump og Hillary Clinton.
Dette efterår går et andet stort land til stemmeurnerne. Tyskerne skal nemlig afgøre, hvem der fremover skal være forbundskansler i det mest folkerige land i EU. Angela Merkel fra partiet CDU har siddet på posten siden 2005, men fortsætter hun? Og hvem er egentlig hendes modkandidat i kampen om posten som "Der Bundeskanzler"?
Det var nogle af de spørgsmål, elever fra Frederikshavn Handelsskole mandag fik svar på, da journalist Lasse Soll Sunde, der til daglig arbejder som korrespondent i Berlin, gjorde eleverne klogere på, hvilke temaer og hovedpersoner det tyske valg handler om.
- Det er meget relevant at følge med i et land, der har så stor indflydelse på både den danske økonomi og det danske samfund, siger Emilie Nymand, som går i 3.g på Frederikshavn Handelsskole.
Tyskland er en af Danmarks store handelspartnere og spiller en hovedrolle i EU. Derfor er det tyske valg på mange områder vigtigere for handelsskoleeleverne end eksempelvis det amerikanske præsidentvalg.
- Vi synes, at der er meget i medierne om det amerikanske præsidentvalg og knap så meget om det tyske valg, så derfor vil vi gerne sikre os, at eleverne får en baggrundsviden om valget og det politiske system, siger Lene Porsborg, lektor på Frederikshavn Handelsskole.
Det er meget relevant at følge med i et land, der har så stor indflydelse på både den danske økonomi og det danske samfund.
Emilie Nymand, handelsskoleelev
Det er 24. september, at de godt 82 millioner tyskere kan sætte deres kryds. Her vil nogle af eleverne fra Frederikshavn Handelsskole formentlig følge udfaldet af valget lidt tættere, end de ville have gjort, hvis ikke forbundsdagsvalget havde været på skoleskemaet.
- Der er så mange ting, man ikke ved. Både om det tyske parlament og om selve valget. Det er for det første en helt anden måde, man stemmer på, så det var ret spændende at høre, siger Emilie Nymand.
- De har fået et stort indblik i, hvad de forskellige politiske partier står for, og hvordan den fremtidige regering kan se ud, siger Lene Porsborg.
Handelsskoleelever, som ikke vidste det i forvejen, hørte under mandagens forelæsning blandt andet, at 63-årige Angela Merkel håber på at blive genvalgt som forbundskansler, at hendes modkandidat er socialdemokraten Martin Schultz fra SPD, og at de to meget vel kan danne en fælles regering efter valget, som det i øvrigt har været tilfældet siden det seneste valg i 2013.