Efter corona: Nu rykker kulturen tilbage i klasseværelserne
Duoen Skrallebang giver tirsdag koncert på Sæby Skole. Det er aktive børnekoncerter med dans og musik.
Eleverne på Sæby Skole har tirsdag været til to koncerter. Det har været tiltrængt med kulturelle oplevelser efter de seneste års nedlukninger, lyder det fra skolen.
Mange koncerter og kulturelle oplevelser har været aflyst for skoleelever de seneste to år på grund af coronaepidemien. Det gælder også på Sæby Skole, hvor koncerter, teateroplevelser og museumsbesøg har været næsten umulige at gennemføre.
Det bliver der ændret på tirsdag. Her får skolen besøg af bandet Skrallebang, der laver aktive børnekoncerter.
- Vi har glædet os rigtig meget til det. Vi har haft klasserne adskilt i lang tid, så vi har glædet os til at skulle danse og synge i dag, siger Kristine Wesley Agerskov, der er skoleafdelingsleder på Sæby Skole.
45.000 børn og unge deltager
Koncerterne er arrangeret af organisationen Barndrømmen, der er støttet af Spar Nord Fonden. Organisationen tilbyder gratis kulturoplevelser til landets børn og unge via programmet Go Creative.
Det giver noget anderledes, og det giver noget livsglæde at danse og synge sammen.
Kristine Wesley Agerskov, Skoleafdelingsleder
I dette skoleår er 45.000 børn og unge fra alle dele af landet tilmeldt programmet Go Creative. En af dem er Lykke Krogh Lehmann, der går i 2.A på Sæby Skole. Hun er glad for at danse og synge med duoen Skrallebang.
- Det er sjovt, for man laver en masse ting, og man danser også lidt, fortæller Lykke Krogh Lehmann.
Det er sanger Nana Bang Kirkegaard, der sammen med Søren Jensen står bag Skrallebang, og hun har glædet sig til at spille for børnene.
- Jeg håber, ungerne synes, det er fedt, og jeg kan inspirere nogle lærere med det, vi skal lave, siger hun.
Stort behov for kulturoplevelser
Skrallebang har spillet koncerter under corona, men det har været på en noget anderledes måde end normalt. Derfor er Nana Bang Kirkegaard glad for at kunne være sammen med børnene igen uden afstand.
- Det er skønt at komme ud og spille igen. Vi har lavet vores koncept om, så vi har kunne spille under corona, men det har været med mange meters afstand og uden at røre noget og masser af sprit. Så det er dejligt at kunne være sammen med dem igen, siger hun.
Skoleafdelingsleder Kristine Wesley Agerskov glæder sig også til de to koncerter. Hun mener, at kulturoplevelser er vigtige for børnene.
- Det giver noget anderledes, og det giver noget livsglæde at danse og synge sammen. Det giver også et andet blik på en skolehverdag, så det er noget, vi har glædet os meget til.