Ekstra fokus på kvindelig kunstner: - Det kan også godt være lidt hårdt

Ved dette års festivaler landet rundt har der været stort fokus på antallet af kvindelige artister. 

Også i Nordjylland har debatten lydt, og ved dette års Nibe Festival var flere deltagere enige i, at det bør være tid til flere kvinder på plakaterne. 

Samme debat fylder dog ikke lige så meget hos deltagerne ved dette års Skagen Festival.

Hos de kvindelige artister er det dog svært ikke at være involveret på den ene eller anden måde, og det er måske ikke kun godt, at der er kommet mere fokus på de kvindelige artister.

- Jeg kan godt mærke, at der er fokus på det lige nu. Og det kan også godt være lidt hårdt, fordi der er pludselig en hel masse mennesker, der har en masse holdninger til en, når man vil egentlig bare gerne vil ud at spille sin musik, forklarer kunstneren 'Sylfide'.

Hun er en af blot seks kunstnere på med en kvinde i front på årets plakat til Skagen Festival, hvor der er 60 kunstnere i alt. 

Hun spiller elektronisk musik, og ifølge hende er musikbranchen generelt mandsdomineret. 

- På mange måder afspejler den, hvordan musikscenen har set ud i mange år, så det er ikke så overraskende, men det er dejligt, at der er kommet fokus på, at man måske nogle gange kan tænke mere over, hvilke ubeviste grunde, der gør, at man vælger folk, konstaterer hun. 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland