Eventteknikerelever sender råb om hjælp til politikerne
Eventteknikereleven Kenneth Pedersen er en af de elever på EUC Nord i Frederikshavn, der er blevet ramt af de mange aflyste arrangementer.
Eventbranchen har været hårdt ramt af coronapandemien, som har betydet, at mange koncerter og store arrangementer er blevet aflyst. Krisen i erhvervet rammer også de elever, som går på eventtekniker-uddannelsen i Frederikshavn. Derfor satte eleverne onsdag aften fokus på, at der er behov for hjælp til eventbranchen.
Onsdag aften lyste flere bygninger i både Nordjylland og resten af Danmark rødt. Det gjorde de for at sætte fokus på, at alle de arrangementer, der skal sikre eventfirmaer penge i kassen, er så godt som aflyst.
Ifølge Foreningen for Koncert- og Eventpersonale, der stod bag demonstrationen, lyste flere end 100 bygninger over hele landet rødt onsdag aften. I Nordjylland var blandet andet Hirtshals Fyrtårn og Aalborg Kongres- og Kulturcenter badet i det røde lys.
Det samme var bygningen, hvor eventteknikerne fra EUC Nord i Frederikshavn holder til. Det er ifølge Kenneth Pedersen, der er eventteknikerelev, fordi, at de vil forsøge at råbe politikerne op.
- Det skyldes, at underholdningsbranchen er i dyb økonomisk krise. Vi har brug for hjælp rundt omkring, siger Kenneth Pedersen.
Dårlige fremtidsudsigter for eleverne
Han har været elev på eventteknikeruddannelsen siden 1. februar 2019 og har derfor tydeligt kunnet mærke forskellen på 2019 og 2020.
- Sidste år gik det jo rigtig fint, og der har både været sommerturnéer og festivaler, men i år har det bare ikke været det samme. Vi har kunnet se et dalende fald af projekter, og det har vi kunnet mærke rigtig meget. Jeg har også selv kunnet mærke, at der ikke har været så meget at lave, siger Kenneth Pedersen.
Kenneth Pedersen spår ikke gode udsigter for de elever, der i øjeblikket er i gang med at søge praktikpladser.
- Lige nu ser det ret sort ud. Vi er omkring 70 på landsplan, som ikke har en praktikplads, og mange virksomheder har ikke nok aktivitet til at kunne ansætte en elev lige nu.