Greenpeace i farlig Putin-protest i nordjysk farvand: Får historisk bøde
Foto: Greenpeace Danmark
Greenpeace
Aktivister fra Greenpeace er dømt for at bringe sø-sikkerheden i fare i sag om russisk olie.
Greenpeace Danmark er tirsdag blevet idømt en bøde på 360.000 kroner, efter fem farlige protester til søs i sommeren 2022, hvor man blandt andet var aktionen i Kattegat ud for Frederikshavn 31. marts 2022.
Det oplyser Retten i Svendborg til TV 2 Fyn.
Organisationen er blandt andet dømt for at have sejlede tre gummibåde og tre kajakker med aktivister fra Greenpeace ud af Rønnerhavnen i Frederikshavn for at demonstrere mod omlastning af russisk olie i farvandet ud for Frederikshavn.
Blokerede omlastningen i 24 timer
På det tidspunkt blev der hver uge omlastet flere hundredetusinde tons russisk olie fra store tankere, der lå 10-15 kilometer ud for Frederikshavn. Olie som ifølge Greenpeace var med til at finansiere Putins russiske krigsmaskine.
Olien skulle omlastes fra den græske tanker Seaoath til supertankeren Pertamine Prime fra Indonesien.
Greenpeace aktivister blokerede i gummibådene og kajakkerne for at de to tankskibe kunne komme tæt nok på hinanden. Aktivisterne hoppede også i vandet og svømmede med bannere helt tæt på den 300 meter lange tanker Pertamina Prime.
Og det lykkedes aktivisterne fra Greenpeace at blokere for omlastningen i mere end 24 timer.
Historisk bøde
Bøden på 360.000 kroner er dog mindre end den, som anklagemyndigheden gik efter ved Retten i Svendborg på 500.000 kroner.
Bøden er dog stadig større end nogen anden bøde, som Greenpeace i Danmark nogensinde er idømt.
Den hårde straf skyldes ifølge TV2 Fyn blandt andet, at Greenpeace Danmark fem gange tidligere er idømt bøder i forbindelse med protester de sidste 10 år. Derfor er der tale om gentagelsestilfælde.
- Det er en meget hård straf for en fredelig aktion mod Danmarks og EU's import af den russiske olie, der finansierer Ruslands krig i Ukraine. Jeg er meget skuffet over, at retten så ensidigt har fulgt anklagemyndighedens påstand om skyld og straf, og i det store hele hverken har lagt vægt på uafhængige ekspertvidner, vores forklaring eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, lyder det fra Sune Scheller, der er kampagnechef i Greenpeace Danmark, i en pressemeddelelse.
- Nu vil vi tage os god tid til at læse dommen grundigt igennem og overveje dens fulde konsekvenser, og så vil vi rådføre os med vores advokat om, hvordan vi skal forholde os til afgørelsen, slutter en chokeret kampagnechef.