Flere akademikere på vej til virksomheder i Frederikshavn Kommune
Foto: David Leth Willliams, Scanpix.
En ny samarbejdsaftale skal sikre flere højtuddannede til virksomhederne i Frederikshavn Kommune.
Torsdag sætter Jobcenter Frederikshavn og Akademikernes A-kasse deres krusedulle på en kontrakt, som skal skubbe væksten i gang i Frederikshavn Kommune.
Målet er at højne uddannelsesniveauet i hele Nordjylland ved at formidle kontakt mellem virksomheder og ledige akademikere. Sammen skal de to nye partnere skabe et match mellem virksomhedernes ønsker og de ledige akademikeres kompetencer.
- I fælleskab arbejder vi for, at virksomhederne kan få den arbejdskraft, de har brug for. Jeg glæder mig over den form for partnerskab, der har til formål at medvirke til, at virksomhederne får kvalificeret arbejdskraft. Det betyder, at erhvervslivet får forbedrede muligheder for at fortsætte udvikling og vækst, siger borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit S. Hansen (Socialdemokraterne) i en pressemeddelelse.
En undersøgelse fra Ingeniørforeningen i Danmark har tidligere vist, at når små og mellemstore virksomheder ansætter sin første akademiker, så skabes der i gennemsnit over syv nye arbejdspladser i virksomhederne, og det skal virksomhederne i Frederikshavn Kommune nu forsøge at efterleve.
Det betyder, at erhvervslivet får forbedrede muligheder for at fortsætte udvikling og vækst.
Borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit S. Hansen (Socialdemokraterne)
Den fælles rekrutteringsindsats betyder, at Akademikernes A-kasse vil gøre et job i Frederikshavn Kommune attraktivt for ledige akademikere fra hele landet. For et ledigt medlem, betyder det ifølge a-kassen mere, at virksomhederne efterspørger den akademiske arbejdskraft og mindre i hvilken landsdel virksomheden ligger.
- Initiativet skal ses på baggrund af det vækstpotentiale, der er i Frederikshavn inden for vækstsporene. Her vil akademikere, som de specialister de er, være en trækkraft, der i samspil med ledelsen og øvrige medarbejdere er vigtige parter i udvikling af virksomhederne. Herunder ikke mindst virksomhedernes beskæftigelse, siger centerchef for Arbejdsmarked i Frederikshavn Kommune, Flemming Søborg i en pressemeddelelse.
Akademikernes A-kasse har valgt at lave en samarbejdsaftale med Frederikshavn Kommune, fordi kommunen er kendt for at have et tæt samarbejde med virksomhederne, et godt samspil med det lokale erhvervsråd og A-kasserne. Jobcenter Frederikshavn vil stille sit kendskab og netværk i virksomhederne til rådighed for at opfylde efterspørgslen på højtuddannede medarbejdere.