Forsvundet på syvende døgn: Politiet med nye vigtige spor
Eftersøgningen af den 68-årige mand fra Frederikshavn fortsætter.
Han har onsdag været væk i syv døgn.
- Vi leder stadig. Vi har fået en del henvendelser, som vi følger op på i dag, oplyser efterforsker Michael Karstenskov fra Nordjyllands Politi.
Han fortæller, at de blandt andet har fået flere henvendelser fra folk, der mener at have set hami det samme område uafhængigt af hinanden.
- Det er jo ikke nogen hemmelighed, at desto længere vi kommer frem, jo mere bekymret bliver jeg, fortæller efterforskeren.
Men han slår samtidig fast, at det er vigtigt ikke at låse sig fast på en bestemt hypotese, og at de fortsætter eftersøgningen af den 68-årige, så længe der er nye spor at følge.
Signalement
Tommy beskrives som 180 cm høj, kraftig af bygning og med grå hestehale. Han er muligivs iført sort tøj samt sorte briller.
Han er ikke officielt set siden den 17. juli.
Siden da har politiet både haft gang i hunde og helikoptere i forbindelse med eftersøgningen.
De har også undersøgt hans bolig, hvor de pårørende er overbeviste om, at der mangler en mat sort elcykel med en form for kurv bagpå.
Samtidig kunne de observere, at både oplader til elcykel samt nøglerne dertil var efterladt i boligen.
- Vi har også haft kontakt til blandt andet StenaLine og tjekker løbende op på muligheden for, at han skulle have forladt landet, fortæller Michael Karstenskov.
Onsdag fortsætter eftersøgningen, hvor Nordjyllands Politi forventer at undersøge nye områder.
- Vi har hunde på vej herop igen, og så holder vi et møde nu her, hvor vi planlægger, hvad der skal ske, afslutter efterforskeren.