Fra fiskeauktion til skolekøkken: Skoleelevers møde med virkeligheden skal løse mangel på faglærte

Der er mangel på faglærte inden for en række brancher i Nordjylland, og derfor forsøger tre nordjyske kommuner med projektet "Fisk og Æd" at vise skoleelever, hvilke døre en erhvervsuddannelse åbner.

Faglært arbejdskraft står i høj kurs i Nordjylland. Inden for en række brancher mangler der allerede i dag hænder, og behovet for kvalificerede medarbejdere med en erhvervsuddannelse i rygsækken ser kun ud til at stige i fremtiden.

Eksempelvis efterspørger de nordjyske restauranter uddannede kokke, og derfor blev 8.B fra Sæbygårdskolen onsdag sendt i skolekøkkenet. Her skulle de tilberede forskellige fiskeretter.

- Man kan jo altid vaske sine fingre, så det synes jeg ikke, der er noget klamt i, siger Anders Volkmann Nielsen om arbejdet med at skære fisk ud.

Der er mangel på faglærte inden for en række brancher i Nordjylland, og derfor forsøger tre nordjyske kommuner med projektet

Møder virkeligheden

Madlavningen er en del af Fisk og Æd-projektet, som Aalborg Kommune, Hjørring Kommune og Frederikshavn Kommune står bag. Tirsdag besøgte eleverne fra Sæbygårdskolen fiskeauktionen i Hirtshals og fik et indblik i, hvad det vil sige at være erhvervsfisker. Onsdag var det så kokkefaget, de prøvede kræfter med.

- Jeg synes, det er ret fedt det her. Jeg har ikke prøvet noget lignende, siger Marie Degn Kallehauge, som også går i 8.B på Sæbygårdskolen.

Der er hårdt brug for at flere af de unge vælger en fremtid i et håndværksfag.

- Med den gang der er i industrien rundt omkring, så er vi løbet tør for håndværkere, og det er et stort problem, siger underviser Thomas Riis fra EUC Nord.

Anders vil være fisker

I de seneste år har søgningen mod erhvervsuddannelserne været svagt stigende i Nordjylland, men inden for en række brancher mangler der allerede arbejdskraft. Derfor er der behov for at få flere unge til at gå erhvervsuddannelsesvejen.

- Jeg håber da i hvert fald, at sådan noget som det her kan være med til at åbne de unges øjne for, hvad det vil sige at være håndværker, siger Thomas Riis.

Anders Volkmann Nielsen kan godt lide at tilberede fisk, men han vil endnu hellere fange dem. Derfor satser han faktisk på at få job som fisker.

- Det har jeg allerede tænkt over. Jeg kunne godt tænke mig at komme ind i den branche, siger han.


Seneste nyt

fra Nordjylland