Frederikshavn Kommune har intet gjort ved dynger af skrotbiler: - Selvfølgelig skal de leve op til domstolens afgørelse
Ifølge kommunalforsker Roger Buch kan politikerne i Frederikshavn Kommune som yderste konsekvens blive pålagt bøder for ikke at gøre mere i sagen.
Som TV2 Nord tidligere har fortalt, så hober bilerne sig op både foran og ikke mindst bagved skrothandler Kaj Hansens ejendom på Mariendalsvej 105 i Frederikshavn.
Og det er stik imod alle tilladelser.
Allerede tilbage i 2010 blev indehaveren af Knivholt Autoophug dømt i både byretten og landsretten til at bringe antallet af biler ned til de lovlige 500. Det skete ikke.
Frederikshavn Kommune har heller ikke foretaget sig noget for at få fjernet bilerne.
- I yderste konsekvens kan politikerne blive pålagt bøder, hvis ikke de sørger for at bringe det her i orden, siger kommunalforsker og centerleder ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch.
Han understreger dog, at det virkelig er yderste konsekvens.
- Hvis der er en afgørelse fra en domstol, skal man selvfølgelig leve op til den, men der er en hel del detaljer og modhensyn, der kan betyde, at politikerne måske ikke skal have bøder, siger Roger Buch.
Der skal tages visse hensyn
Som udgangspunkt kan en kommune ikke slippe afsted med ikke at gøre noget, når der er en dom, som det er tilfældet i sagen her. Men der er nogle modhensyn, der skal tages.
- Hvis det er meget, meget dyrt at leve op til det her krav fra retten, så har kommunen et legitimt modhensyn, siger Roger Buch.
Det er dog ikke bare en beslutning, man kan tage ud af det blå, forklarer kommunalforskeren. Der skal være saglige og faglige begrundelser bag, og man kan dermed også forvente, at der ligger nogle beregninger, som viser, at det kan risikere at blive alt for dyrt for kommunen.
- I denne sag virker det desuden til, at der er flere forskellige myndigheder, der godt kunne lægge yderligere pres på for at få løst den her sag. Men det er oplagt, at kommunen har et selvstændigt ansvar, forklarer Roger Buch.
Mulighed for at klage
Hvis ikke der er et politisk flertal, der ønsker at gøre noget ved problemet med det samme, er der mulighed for at klage.
Både enkelte borgere men også et eventuelt mindretal i byrådet har mulighed for at klage til Ankestyrelsen.
- Så må man se, hvad Ankestyrelsen vurderer. Om den eksempelvis er enig i, at de økonomiske modhensyn er så vigtige, at det er acceptabelt at kommunen ikke vil risikere at miste en masse penge på at rydde op, siger Roger Buch.