Havneudvidelse: - Det trækker vækst og arbejdspladser til

Den hidtil største udvidelse af Skagen Havn er i dag blevet indviet. Udvidelsen kommer til at betyde vækst for byen - og for arbejdspladser, mener borgmesteren.

I dag blev etape tre af den nye havneudvidelse i Skagen indviet. Med den nye havneudvidelse er der kommet 190.000 kvadratmeter nyt landareal, hvoraf 155.000 kvadratmeter er til udlejning og 975 meter ny kaj. 

Udvidelsen af Skagen Havn er den hidtil største. Omend den blev fejret i det små på grund af corona. 

Indvielsen stod borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit S. Hansen (S) for.

- Det kommer helt sikkert til at betyde, at kunder, der er her i forvejen får udvidelsesmuligheder, men også at vi kan tiltrække nye kunder dels til at være på havnen og tage nye kunder ind – det er store fartøjer og så videre. Så det betyder absolut vækst og nye arbejdspladser, lyder det fra den glade borgmester.

Der er med støtte fra ENV Fonden og Friluftsrådet blevet lavet tre nye fiskeplatforme – fire, hvis man regner molehovedet med, som også kommer til at fungere som udsigtspunkt. Det er Per Aarsleff A/S, der har været entreprenør på havneudvidelsen. 

FAKTA

• 190.000 m2 nyt landareal – heraf 155.000 m2 til udlejning.

• 1.050 meter ny kaj.

• Vanddybde 10-13 meter ved kaj.

• Større vanddybde i indsejlingen (vanddybde øges fra 12 til 16 meter).

• Større vanddybde ved krydstogtskajen (vanddybden øges fra 11 til 12,5 meter).

• Væsentligt forbedret besejlingsforhold til Østhavnen (bredere indsejling).


Seneste nyt

fra Nordjylland